En frygtelig sag er ved at få sin afslutning.

Efter 25 uger med retsmøder kunne en enig jury kende boksestjernen Félix Verdejo skyldig i kidnapning og mord på dengang 27-årige Keishla Rodriguez, der var gravid med deres fælles barn.

Det fortæller New York Post, der ligeledes beretter, at han sad uden at fortrække en mine, da skyldsspørgsmålet blev afklaret.

Kvinden forsvandt i april 2021, og kort efter blev hun fundet i en lagune nær Puerto Ricos hovedstad, San Juan.

Keishla Rodriguez blev begravet i stor sorg.
Keishla Rodriguez blev begravet i stor sorg. Foto: Carlos Giusti/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mistanken gik straks mod bokseren, der i forvejen havde en kone og en ung datter.

Keishla Rodriguez skulle have kontaktet Verdejo for at fortælle om sin graviditet med deres fælles barn. Derpå tævede og bedøvede han hende, før han smed hende ud fra en bro.

Mere end 30 vidner har været i retten for at afgive forklaring i sagen.

Obduktionsrapporten viste senere, at dødsårsagen var drukning, men den viste også andre vigtige elementer. I offerets krop var der også spor af et stof, der bruges til at bedøve dyr.

Den gravide kvinde blev fundet i en lagune.
Den gravide kvinde blev fundet i en lagune. Foto: Carlos Giusti/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 30-årige bokser, der har en statistik på 27 sejre og blot to nederlag, risikerer nu livstid bag tremmer.

Strafudmålingen sker 3. november.