Den svenske bokser Frida Wallberg er nu vågnet helt fra sit kunstige koma og har allerede sendt en besked til hendes fans på Facebook.

Lægerne på Karolinska sygehuset i Stockholm har søndag morgen vækket den 30-årige bokser Frida Wallberg fra sit koma, efter hun pådrog sig en hjerneblødning under en kamp fredag aften.

Hendes kæreste Robert Stridsberg fortæller til Aftonbladet, at noget af det første, hun ville snakke om var kampen, og på Facebook sender hun en hilsen, hvor hun fortæller om det voldsomme knockout fra hendes australske modstander, Diana Prazak.

- Jeg er vågen nu, og I skal ikke bekymre jer. Jeg er træt af al medicinen. Jeg følte, jeg havde kampen, benene blev tunge efter femte runde, jeg kom for tæt på hende i de andre runder, og så fik hun et slag ind i ottende, hvor hun svingede til, skriver hun, og takker alle for de mange hilsner, der er strømmet ind til hende efter fredagens grimme oplevelse.

- Robert har fortalt om alle lykønskningerne og al venligheden. Tak for, at I alle er der for mig. Vi ses snart, skriver hun.  

Frida Wallberg blev fredag aften akut opereret, hvor lægerne drænede blod fra hendes hoved, og hun blev hele lørdagen holdt i kunstigt koma, indtil det var sikkert at tage hende ud af respiratoren.

Hendes træner William Nguesseu har selv haft en hjerneblødning, og er selvsagt lykkelig for, at hun klarer den.

- Man lever i uvished. Jeg har haft kontakt med lægerne, der bragte beroligende beskeder, men før man virkelig ser, at hun er vågnet, er man urolig. Med tanke på at jeg selv har haft en hjerneblødning, så er jeg selv overlykkelig, siger han til Aftonbladet.