Lyt til artiklen

Krogh var del af den første succesbølge under promotor Mogens Palle og blev europamester i 1966.

Den tidligere mesterbokser Børge Krogh er død efter længere tids sygdom. Det skriver Ekstra Bladet.

Børge Krogh, der blev 80 år, var del af den første bølge af populære boksere, der kickstartede Mogens Palles promotorkarriere.

Han debuterede i bar overkrop i 1964 og vandt to år senere europamesterskabet i letvægt med en sejr over franskmanden Maurice Tavant. Han mistede dog titlen året efter.

Børge Krogh voksede op i Aalborg i en bokseinteresseret familie, og han boksede sin første amatørkamp på sin 15-års fødselsdag i 1957. Det blev en kort fornøjelse, eftersom Krogh slog sin modstander ud med sit første slag.

I 1960 blev han som fjervægter udtaget til det danske hold til OL i Rom, men tabte i første runde. Det samme skete ved OL i Tokyo fire år senere.

Efter Tokyo-legene og i alt 225 amatørkampe blev Krogh professionel hos Mogens Palle. Han debuterede samme aften som den lidt yngre Tom Bogs, og de to blev 1960ernes store trækplastre ved stævnerne i Danmark.

I alt boksede Børge Krogh fra 1964 til 1971 56 kampe som professionel, hvilket resulterede i 43 sejre, 8 nederlag og 5 uafgjorte kampe.

Sideløbende med boksekarrieren uddannede han sig til lærer på Aalborg Seminarium og fik tilnavnet 'bokseprofessoren'.

Efter sit karrierestop blev han lærer og senere skoleinspektør, ligesom han i mange år også var boksetræner.

Børge Krogh var i ringhjørnet for Mogens Palles verdensmester Ayub Kalule, da uganderen i 1981 i Houston mistede sin VM-titel til verdensstjernen Sugar Ray Leonard.

/ritzau/