Truslen om at udelukke boksning går stik mod IOC's egne retningslinjer, mener det internationale bokseforbund.

Det Internationale Bokseforbund (IBA) langer fredag kraftigt ud efter Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der har truet med helt at fjerne boksning fra programmet ved OL i Paris i 2024.

Truslen er "afpresning" og "forfølgelse" af atleterne, skriver IBA blandt andet på sin hjemmeside i en meddelelse rettet mod "boksningens familie".

Den inkluderer blandt andet IBA's medlemmer. De har i løbet af 2022 genvalgt russeren Umar Kremlev som præsident og siden også stemt et forslag om et omvalg på grund af uregelmæssigheder eftertrykkeligt ned.

Kremlev og forbundets sponsor Gazprom, der er delvist ejet af den russiske stat, er årsagerne til, at IOC torsdag raslede med sablen og truede med at udelukke boksning fra OL i Paris.

IBA skyder dog tilbage og kalder det stik mod det olympiske charter, der er en samling regler og principper for det internationale idrætsfællesskab, når IOC truer med udelukkelse "på grund af nationalitet".

- Og det understreger kun, at atleter og sport bliver manipuleret af geopolitiske årsager, skriver IBA blandt andet i sin meddelelse.

Her giver man også en del af skylden for IBA's dårlige ry til forbundets tidligere præsident Ching-Kuo Wu, der sidder i bestyrelsen for IOC, og beskylder IOC for at ignorere de fremskridt, der er sket under den nuværende ledelse.

IBA blev allerede i 2019 suspenderet i IOC-regi på grund af korruption. Derfor administrerede IOC selv den olympiske bokseturnering i Tokyo i 2021.

Og allerede i juni blev det bestemt, at IBA heller ikke får lov at administrere hverken kvalifikationen eller selve den olympiske bokseturnering i Paris - hvis den altså overhovedet bliver til noget.

Trods sit åbenlyse modangreb mod IOC understreger IBA over for sine medlemmer, at forbundet vil fortsætte dialogen med IOC med henblik at "deeskalere" situationen og få boksning med til OL.

IOC har overordnet anbefalet dens specialforbund af udelukke russere og hviderussere fra konkurrencer på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Det følger de fleste, men IBA ophævede i oktober sin udelukkelse og tillod igen boksere fra de to lande at deltage i sine konkurrencer - endda under eget flag og med egen hymne.

/ritzau/