Patrick Nielsen er færdig som professionel bokser, lyder det fra Dansk Professionelt Bokse-Forbund.

Søndag meldte Nielsen ud, at han var blevet optaget i rockerklubben Satudarah, og det får nu konsekvenser for drømmen om et bokse-comeback.

»Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald,« siger formanden for Dansk Professionelt Bokse-Forbund, Jesper D. Jensen, til B.T.

»Han har ikke haft licens i et år. Når han ikke har licens, kan han selvfølgelig ikke bokse. Det næste spørgsmål er så: 'Hvad så, hvis han søger licens?' Jamen, så vil vi bruge paragraf 5, hvor der står, at hvis man bringer boksningen i miskredit, og det har han jo gjort, så er der ingen licens,« lyder det fra formanden.

Patrick Nielsen havde ellers ikke droppet drømmen om et comeback, sagde han til B.T søndag.

»For mit eget vedkommende er der ting i ringen, som jeg gerne vil have hævnet. Hvis folk stadig er friske, skal jeg nok sige ja til det. Det er ikke noget problem. Men vi får at se, hvad tiden viser. Der er masser af tilbud,« fortalte han.

»Det vil være sørgeligt, hvis det skulle være det, at jeg er blevet optaget i en lovlig motorcykelklub, som skal slutte min karriere. Men jeg har opnået det, jeg kunne, med det liv, jeg levede. Og jeg har levet et vildt liv,« lød det.

29-årige Patrick Nielsen boksede sin seneste kamp i 2019. Han startede sin karriere 10 år tidligere i 2009 som et spændende talent. Det talent blev aldrig helt forløst. Og efter 33 kampe og tre nederlag tyder alt på, at han for sidste gang har været i en professionel boksering.