Den amerikanske bokser Patrick Day er død efter skader fra et voldsomt knockout i en kamp i weekenden.

En boksekamp lørdag aften har fået et yderst tragisk efterspil.

For efter at have kæmpet for sit liv i fire dage er den 27-årige Patrick Day død af sine kvæstelser onsdag aften.

Det oplyser hans promotor, Lou DiBella.

'Han var omgivet af sin familie, tætte venner og folk fra hans bokseteam, blandt andet hans mentor, ven og træner Joe Higgins,' fortæller Lou DiBella i en pressemeddelelse.

Patrick Day blev lørdag indlagt i 'yderst kritisk tilstand' efter et nederlag i 10. runde til 21-årige Charles Conwell, der vandt på knockout.

En knockout, der gjorde 27-årige Day bevidstløs, og han fik efterfølgende behandling i bokseringen.

Han blev båret væk derfra og efterfølgende indlagt på Northwestern Memorial-hospitalet, hvor han blev opereret akut.

'Det er svært at forklare og forsvare den fare, der er ved boksning lige nu. Det er ikke det rette tidspunkt at komme med opsange og annonceringer eller give de svar, vi allerede kender,' siger Lou DiBella i pressemeddelelsen.

'Det er dog tid til at gøre noget. For vi har ikke alle svar, men vi kender mange af spørgsmålene, vil gerne svare på dem og har mulighed for at reagere på en ansvarlig og passende måde og gøre boksning mere sikkert for alle,' siger promotoren.

Og han mener, at det er en måde at ære den afdøde bokser på. Ved at reagere.

'Mange mennesker lever længere end Patricks 27 år, og de tænker over, om de overhovedet gjorde en positiv forskel i denne verden. Det var ikke tilfældet med Patrick.'

Patrick Day nåede i sin karriere at vinde 17 ud af 22 kampe.