Mikkel Kessler og bokselegenden Mike Tyson inviterer til opsigtsvækkende bokseunderholdning i Danmark.

Det bliver ikke større på dansk jord. B.T. kan nu afsløre, at Mikkel Kessler og selveste Mike Tyson går sammen om to eksklusive boksetalkshow i København og Herning.

Her vil de to tidligere verdensmestre fortælle alt om deres karrierer, kampe og vejen til den absolutte top i professionel boksning.

Showet i København og Herning afvikles den 30. og 31. oktober i Cirkusbygningen og MCH Kongrescenter og får den kendte danske tv-vært Ulla Essendrop som værtinde, og der vil være plads til 800 betalende tilskuere i begge arenaer.

Mikkel Kessler, der i år definitivt trak sig tilbage som bokser, glæder sig til at stå på scenen med Mike Tyson foran det danske boksepublikum.

»Det bliver sjovt at være sammen med Tyson på scenen, for han er selvfølgelig en legende i bokseporten gennem mange år og med mange op- og nedture. Det bliver stort at prøve det,« siger Mikkel Kessler til B.T. og tilføjer:

»Det bliver spændende at sidde sammen med en mand, der har prøvet så meget. Det glæder jeg mig til.«

Arrangementet arrangeres af f.reklame, der senest stod bag tenniskampen mellem Caroline Woznicki og Venus Williams i Telia Parken tidligere i år.

Mike Tyson er blevet 52 år og har siden boksningen blandt andet deltaget i flere tv-programmer og film. (Stephen Lovekin/Getty Images)
Mike Tyson er blevet 52 år og har siden boksningen blandt andet deltaget i flere tv-programmer og film. (Stephen Lovekin/Getty Images) Foto: STF
Vis mere

Det skal dog lige siges, at Mikkel Kessler og Mike Tyson ikke går i ringen og udveksler erfaringer i jabs og hooks.

»Tyson var jo en helt anden vægtklasse end mig, men der var stadig ting, jeg kunne lære af ham. Jeg har set hans kampe og stået op om natten som alle andre. Han var et bæst uden lige,« fortæller Mikkel Kessler.

Den femdobbelte danske verdensmester i supermellemvægt har mødt Mike Tyson for mange år tilbage i Las Vegas. Derfor er det ikke første gang, at den danske boksestjerne stifter bekendtskab med én af historiens mest frygtede og omtalte boksere med det tatoverede ansigt.

»Jeg er ikke sådan helt starstruck, og jeg har jo mødt så mange allerede og ved, hvordan sådan noget er. Tyson er dog en helt speciel person med de ting, han har opnået, og hvordan han er kommet gennem sine nedture. Jeg har hilst på ham et par gange i USA, hvor jeg har talt med ham i en lufthavn. Det var før kampen mod Brian Nielsen. Her var han flink og rar og klar til kampen mod Brian,« siger Mikkel Kessler.

Mike Tyson gæstede i 2001 Danmark, hvor han stoppede danske Brian Nielsen i en fyldt Parken. (REUTERS/Kai Pfaffenbach)
Mike Tyson gæstede i 2001 Danmark, hvor han stoppede danske Brian Nielsen i en fyldt Parken. (REUTERS/Kai Pfaffenbach) Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Mikkel Kessler har gennem flere år rejst rundt med sit eget foredrag i hele Danmark, hvor han har fortalt anekdoter og delt ud af sin viden om boksning og de personlige redskaber, boksesporten har givet ham med videre i livet.

Han ser nu frem til også at høre Mike Tysons historie, ligesom det også vil være muligt for publikum at stille spørgsmål til de to bokselegender.

»Vi hopper bare ud i det, og så ser vi, hvad der sker. Jeg kan fortælle masser om min karriere, og hvad det har givet mig. Og der bliver det da også spændende at høre, hvordan Tyson ser på det. Der må have været et enormt pres på ham. Jeg har hørt fra folk tæt på Tyson, at han kunne sidde og græde før kampene. Han havde så mange følelser med i det, og pludselig så vendte han bare og skulle i kamp,« siger Mikkel Kessler.

B.T. er mediepartner til Kessler og Tysons talkshow, og det bliver i løbet af de kommende måneder muligt at vinde billetter til arrangementer på BT.dk.