Boksefans må vente på årets store boksebrag i Las Vegas.

Det bliver ikke om en måned, at den mexicanske boksestjerne Saul “Canelo” Alvarez og den kazakhstanske verdensmester Gennady Golovkin mødes i bokseringen for anden gang.

Den store omkamp er aflyst, fordi Saul Alvarez har trukket sig fra kampen på grund af to positive dopingprøver. Det skriver sportsmediet ESPN om boksebraget, som skulle have fundet sted den 5. maj i Las Vegas.

»Vi aflyser omkampen den 5. maj. Der er en høring den 18. april, som I alle ved. Og det er meget usandsynligt, at det vil blive løst ordentligt indtil da. Vi har brug for nok tid til at promovere denne kamp,« siger Eric Gomez, der er Alvarez' promotor og præsident hos Golden Boy Promotions.

27-årige Canelo Alvarez trak sig fra omkampen mod Gennady Golovkin på grund af to positive dopingprøver. Han siger dog stadig, at han ikke bevidst har forsøgt at snyde.
27-årige Canelo Alvarez trak sig fra omkampen mod Gennady Golovkin på grund af to positive dopingprøver. Han siger dog stadig, at han ikke bevidst har forsøgt at snyde. Foto: JOHN GURZINSKI
Vis mere

Saul Alvarez testede positiv to gange den 17. og 20. februar i år. Begge urinprøver viste spor af det forbudte stof clenbuterol, som er fundet i kødvarer i Mexico, men også bruges som astmamedicin i nogle lande.

Derfor blev Saul Alvarez den 23. marts suspenderet midlertidigt af atletikkommission i Nevada, imens de stadig undersøger sagen yderligere. Og med forventningen om en forlængelse har den 27-årige mexicaner valgt selv at trække stikket.

»Jeg er virkelig chokeret over, hvad der er sket. Og for dem, der sår tvivl om min integritet, har jeg altid været og vil altid være ren fighter," siger Alvarez via en tolk til et pressemøde i Los Angeles og fortsætter:

Både Canelo Alvarez og Gennady Golovkin mente, at de havde gjort nok til at vinde kampen på point i deres første duel i 2017. Men to ud af tre sidedommere så kampen anderledes. Derfor endte den uafgjort.
Både Canelo Alvarez og Gennady Golovkin mente, at de havde gjort nok til at vinde kampen på point i deres første duel i 2017. Men to ud af tre sidedommere så kampen anderledes. Derfor endte den uafgjort. Foto: Joe Camporeale
Vis mere

"Jeg vil undskylde over for HBO, Tecate og Hennessy og alle mine andre sponsorer, medierne og alle, der er involveret i at fremme denne begivenhed - og især til fansene. Jeg respekterer sporten. Jeg vil altid være en ren fighter."

Saul Alvarez risikerer en karantæne fra seks måneder til to år, hvis kommissionen i Nevada ikke køber hans forklaring om, at stoffet er endt i hans krop på grund af forurenet mexicansk kød.

Hans modstander, Gennady Golovkin, har stadig planer om at bokse den 5. maj i Las Vegas. Lige nu arbejder Golovkins hold på at finde en modstander, der vil træde ind i ringen mod ham på fire ugers varsel.