Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR

Hvis man ikke lige er professionel bokser, kommer der groft sagt altid en ny kamp for et sportsmenneske. Der er altid en potentielt ny begyndelse rundt om hjørnet, en ren tavle, en ubrugt mulighed for at komme videre.

Der kommer også en ny tenniskamp for Caroline Wozniacki. Men hun skal gøre sig umage for at overbevise mig om, at der gemmer sig uanede muligheder i fremtidens tenniskampe.

Vi så mandag morgen Caroline Wozniacki fise ud af Australian Open, inden vi havde nået at skrive og læse de først obligatoriske artikler om Melbournes hede. Nu skriver vi i stedet om et 1. runde-nederlag mod en spiller, der ikke har sin plads i top-50.

Medmindre man er Williams, Djokovic eller Federer, kan næsten alle tabe en tenniskamp i en af de første runder og det behøver ikke engang føles som en regulær punktering. Det kan rent faktisk bare have været en modstander, der havde sit livs bedste dag, mens man selv havde en af de værste - jeg mener: Kenneth Carlsen slog engang Stefan Edberg på Wimbledons centre court.

Sådan var det for mig ikke med Caroline Wozniackis nederlag mandag morgen. Det var en fortsættelsen af en tendens, der begyndte i 2015, og som desværre kun peger i retning af, at dette kan komme til at ske igen.

Ja, der kommer en ny kamp for Caroline Wozniacki og med den en ny mulighed for at tage et sæt, et parti og en bold ad gangen. Netop det sidste - den ene bold af gangen - var recepten, der var med til at gøre hende til verdens bedste i en periode.

Min gode journalistkollega Anders Haahr Rasmussen skrev fremragende om det i sin bog med netop titlen "En bold ad gangen" fra 2010.

Den portrætterede en tennisspiller med en ekstraordinær mental tilstand, en ekstraordinær evne til virkelig at bryde spillet med alt dets indbyggede duelpsykologi ned til bare at handle om den næste bold. Uanset stillingen, rangering, vejr, tilskuere og så videre.

Caroline Wozniacki kunne og kan også selvfølgelig spille tennis, og hendes fysik har altid været noget helt særligt, men frem for alt stak hendes mentalitet ud.

Jeg er ikke længere fuldstændig overbevist om, at dette kan bære hende lige så langt i dag, som det kunne engang. Og det er rimeligt nok, om sulten ikke er den samme i dag, som den var for fem, seks og syv år siden.

Caroline Wozniacki har set det hele på WTA-touren hundredevis af gange. Hun har tjent sine penge, hun er vokset langt ud over tennissporten og er i dag en krydsning mellem en topspiller og en celebritet.

Op til den nye tennissæsons begyndelse har vi kunnet læse om optimisme. Vi har selv her på bt.dk bragt historierne om, hvordan hun har samlet et hold af trænere og rådgivere omkring sig, som bragte optimisme og tro på, at der var en vej fremad og opad efter et skuffende 2015.

Forud for Australian Open hørte jeg også eksperter tale om, at der bestemt var en mulighed for, at Wozniacki kunne komme langt. Måske endda vinde.

Ja, muligheden var der.

Men var det virkelig det, vi troede mest på?

Det var ikke det, jeg troede mest på. Og jeg vil tro endnu mindre på det næste gang.

Jeg ville elske at se tingene blive bedre for Wozniacki, og jeg ved, at hun selvfølgelig stadig vil komme langt i turneringer her og der. Måske vil hun endda vinde nogle.

Men helt overordnet tror jeg, at vi alle skal til at indse, at Wozniackis fineste tid i karrieren er en fortid, der ikke kommer tilbage. Og jeg tror, vi skal indse, at hun aldrig vinder den grand slam.

Heller ikke, selvom hun nu siger, at det er ud på træningsbanen og arbejde videre. Heller ikke selv om der selvfølgelig kommer en ny kamp, et nyt sæt, et nyt parti og en ny bold.

Benjamin Munk Lund er sportschef på BT, du kan følge ham på @munklund på twitter.

Andre læser også