Forleden da jeg var ude og spise brunch, rejser min partner sig pludselig op for at lave strækøvelser. Lige der, midt mellem brunchgæsterne og deres croissanter og røræg, rejser han sig og griber fat i et vandrør for at få et godt stræk i skulderen.

Jeg ser folk dreje hovederne og kigge - først på ham og så på hinanden. Det er tydeligt, at de synes adfærden er bemærkelsesværdig og underlig. Blikkene taler deres eget sprog og fortæller, at det er upassende og ikke i overensstemmelse med god brunchopførsel. Sådan er der jo mange regler for, hvornår og hvordan man gør hvad.

Der er masser af gode grunde til at opføre sig pænt og civiliseret i det offentlige rum. Det handler om helt almindelig respekt for vores medmennesker. Men det kan også gå hen og blive en ret trist og firkantet verden, hvis der ikke er plads og fantasi til spontane udfoldelser. Hvorfor bliver der rynket på næsen af helt uskyldige handlinger, som ikke kan kritiseres for andet end at falde lidt uden for de almindelige rammer?

Det kan være enormt befriende at se mennesker, som bare er dem selv, ubekymrede om folks dømmende øjne. Som psykolog ser jeg dog mange eksempler på præcis det modsatte, hvor tankerne om, hvordan andre taler om og opfatter én, fylder rigtig meget. Og det er jo klart, at hvis andre mennesker ryster på hovedet af selv de mindste afvigelser fra normen, så kan det betyde, at man selv bliver bange for at optræde pinligt og forkert i det offentlige rum.

Der skal ikke så meget til for at falde udenfor det normale. Det bliver bemærket og skiller sig ud, hvis man synger højt og lystigt, mens man cykler rundt i byen. Det er ikke sikkert, at folk tænker direkte negativt om det, men der bliver gloet og sendt forundrede blikke. Der er sikkert mange, der synes, det er herligt med spontane, malplacerede glædesudbrud. Men der er også mange mennesker, der bruger rigtig meget energi på at være nervøse for at gøre noget pinligt og er bange for at optræde iøjnefaldende og 'unormalt'.

Det kan være en alvorlig begrænsning i livet, hvis man fokuserer overdrevet på, hvad andre mennesker tænker om én. Nogle gange skal der som sagt ikke andet end en harmløs udstrækning af en øm skulder til at fremprovokere himmelvendte øjne hos de omkringværende. Men jo mere vi vender øjne, des mere bliver der skabt grobund for at føle sig usikker på sig selv og nervøs for at gøre noget forkert. Jo mere snæver en opfattelse vi har af 'hvad man gør og ikke gør' i det offentlige rum, des mere bliver vi også bestyrket i angsten for at træde ved siden af.

Det er almindeligt, at pinlighed nu og da kan være en barriere for at folde sig helt ud. Men det kan også udvikle sig til en angst, som kan blive så begrænsende, at selv den mindste afvigelse fra normen opfattes som ekstrem pinlig. For eksempel den situation, hvor man står i køen i Netto og kommer til at tabe sine penge på gulvet. For mange mennesker er det ikke noget problem - man samler dem da bare op! For andre kan det forekomme tåkrummende pinligt at stå i situationen, hvor de andres blikke hviler på én. At være genstand for opmærksomhed kan være ligefrem angstprovokerende — og derfor hjælper jeg folk med at turde at skille sig ud. Det kan for eksempel være at øve sig i at tabe pengene i Netto uden at få lyst til at grave sig ned og forsvinde.

Med alle de interessante, inspirerende og smukke tanker vi kan gå rundt og have som mennesker, så er det besynderligt, hvor meget tid vi bruger på at overveje, hvordan andre mennesker opfatter os. Måske kan vi blive bedre til at være lidt 'ligeglade', når folk gør malplacerede, 'skøre' ting. Og måske ville det så blive blive nemmere for flere mennesker at gøre noget ualmindeligt og uventet en gang imellem — uden bekymring for hvad alle andre tænker. Vi skaber jo selv rammerne for, hvad der er normalt.