KOMMENTAR
Der er almindelig enighed om, at Den Internationale Cykel Union, UCI, er bedre stedt under den engelske præsident Brian Cookson end den svage og føjelige forgænger Pat McQuaid og ikke mindst hollænderen Hein Verbruggen.
Der har været nok at rydde op i. Festina, Armstrong og såmænd også Michael Rasmussens sagskompleks, der åbenbarede, hvordan UCIs lægelige supervisor, Mario Zorzoli, var med til at dække over danskeren og hans Rabobank-hold, når der var ugler i mosen.
Det er fint nok, at UCI har forsøgt sig med en sandhedskommission og en CIRC-rapport, selv om den - ligesom Anti Doping Danmarks - er alt for tilbageskuende og uden konsekvenser på grund af forældelsesfrister. Men hellere det end at feje puklen under gulvtæppet større som det skete under Verbruggen, og i det ’nye’ UCI er der trods alt en vilje til reformer, hvor der før var småkorrumperet betontænkning.
I dagene op til Tour de France-starten var Brian Cookson en synlig størrelse i og omkring startbyen Utrecht. Det må være passende for en præsident i cykelsportens moderforbund at stå til rådighed i det cykelløb, der genererer suverænt mest interesse og flest penge.
Og lad os så stoppe skåltalen her. For siden Tour de France blev skudt i gang for 19 dage siden, er det forsvindende lidt, man har hørt til UCI.
Åh jo, der bliver skam gennemført de fjollede undersøgelser for eldrevne motorer i cyklerne, selv om fænomenet mere virker som en kuriositet på Youtube og de sociale medier end en reel bekymring.
Langt mere grund til hovedrysten har der været til UCIs fravær i al den medieturbulens, der har fulgt især manden i den gule trøje. Det er ikke UCIs opgave at træde til som hverken skytsengel eller advokat for Chris Froome. Men det ville have pyntet gevaldigt, hvis UCI havde været der med opklaring og deres lod på vægten, når de mere eller mindre håndfaste dopingspekulationer har taget fart.
Siden Chris Froome distancerede konkurrenterne på Pierre-St. Martin i Pyrenæerne er hans præstation blevet målt og vejet på parametre, der ligger helt uden for det normale antidopingarbejde. Og uanset hvad man måtte mene om de mange bud på, hvad Team Sky-kaptajnen egentlig har at skyde med i benene, ville det have været passende med en stemme som Cooksons til at veje ind.
Er det rimeligt at lægge watt-tal ud? Hvor meget skal offentligheden have indblik i det biologiske pas? Hvilken betydning tillægger UCI de beregninger, der kommer frem hvert år under Tour de France (men sjældent ellers i løbet af sæsonen)? Hvem skal fortolke dem, om nogen? Og vil UCI supplere antidoping-arbejdet med watt-nørderi for i det mindste at forholde sig til fænomenet? Det er væsentlige spørgsmål.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Den internationale Cykel Union og Tour-arrangørerne fra ASO har et anstrengt forhold og omgås hianden med en vis forsigtighed. Uanset hvad er Tour de France for stor en begivenhed til, at chefen for UCI kan glimre så meget ved sit fravær. Vi har fået nok af støvede indrømmelser og opgør med fortiden.
De har været pinefuldt nødvendige, og forhåbentlig er der en lære at drage af dem. Men efterhånden er der hårdt brug for en stemme og et udsyn, der både er nærværende og peger fremad.
Den burde have været klar og tydelig under hele Tour de France.
