Da man i DBU ansatte Flemming Berg og Kim Hallberg som henholdsvis elitechef og talentudviklingschef, undrede de sig over ambitionsniveauet rundt i de danske superligaklubber.

Man undrede sig over, at der ikke blev stræbt efter en bare lidt større flyvehøjde på de to stillinger.

Nogle kan formentlig have tænkt det samme, da det hverken blev en hot ung tysker eller Michael Laudrup, som skulle være den nye danske landstræner, men bare en nordmand på næsten 60 år, Åge Hareide.

Ja, DBU kom vel i nogle øjne til at ligne en organisation, der næsten tilstræbte ikke at lukke for store profiler ind på adressen til at tage del i projektet om at være »en del af noget større.«

Hvis man gik og havde det sådan, var mandagens dårligt hemmeligholdte præsentation af Jon Dahl Tomasson som ny assisterende landstræner, lidt frisk luft fra en helt anden retning.

Jon Dahl Tomasson er helt uden sammenligning den mest profilerede ansættelse, der er foretaget af det, der er døbt som »den nye DBU-ledelse«, men som egentlig ikke er så ny en ledelse længere.

Selv om jeg er sikker på, at der sagtens kan findes en lige linje rundt i ansættelserne af Hareide, Berg, Hallberg og Tomasson, så tillader jeg mig også her at fremhæve den rene signalværdi, der selvfølgelig også er i navnet Tomasson, som de andre tre ikke bærer rundt på.

Derfor kan jeg godt forstå, at DBU gik efter Tomasson.

Jeg kan godt forstå, at man rakte ud efter en spiller med en tung historie med landsholdet, som oven i købet har tydelige trænerambitioner, som alle omkring ham allerede kunne mærke, da han var spiller. Vi taler hele Danmarks inderside, vi taler rekordmålscorer på landsholdet, mangeårig anfører og 112 kampe i rødt og hvidt. Det er en tung pakke.

Jeg kan også godt forstå, at man gerne ville have en spiller med Jon Dahl Tomassons vindermentalitet ind på landsholdet. Få spillere har dygtigere end Tomasson forvaltet deres muligheder. Han satte en spillerkarriere sammen, der bragte ham rundt i Europas største ligaer. Og han overlevede i trupper, hvor der bestemt var spillere med større talent end Tomassons, men få med hans mentalitet.

Med den mentalitet flyttede han i årevis også det danske landshold langt.

Det giver god mening.

Når der alligevel sidder en snært af overraskelse over valget af Tomasson hos mig, så hænger det sammen med det arbejde med at forandre kulturen omkring det danske landshold, som har været et kerneelement i direktør Claus Bretton-Meyers arbejde med organisationen fra første dag.

Claus Bretton-Meyer har i alt, hvad han har sagt og gjort anerkendt, at det kan have været omverdens opfattelse af DBU og landsholdet, at man havde noget både arrogant, lukket og støvet over sig. Det vil han af med.

Det var en kultur, Jon Dahl Tomasson i den grad var med til at skabe, da han under Morten Olsen var blandt de højest placerede i det danske landsholdshierarki.

Han var i den grad billedet på lukkethed. Han var en af orkesterlederne på den presseboykot, som landsholdet greb til i 2008 efter at have slået Portugal på udebane oven på en periode med kritisk presse. Og han var en af flere kedelige foregangsmand i kunsten at spille »Vedbæk-pladen«, hvor det var et mål i sig selv at tale så tomt og ligegyldigt til pressen som muligt.

Det er en kultur, jeg håber, man i DBU har bekymret sig om, ikke skal være herskende på det danske fodboldlandshold igen, da man gik efter vinderen og profilen Jon Dahl Tomasson.