Jeg er passioneret kødspiser. Alligevel kan jeg sagtens fornemme, hvor skidt det må føles at være en vegetar, der forvilder sig ind i en slagterforretning. Sådan har jeg det ret ofte.

For eksempel da jeg deltog i en konference på et hotel i København, hvor vi blev inviteret til en festlig finale-forfriskning i restauranten. Der var masser af glas og spandevis af væske - fornemt opstillet på et meget langt bord, der stod som et alter midt i lokalet. Men der var ikke noget, jeg ville drikke. Traktementet bestod nemlig af hvidvin, rødvin og øl.

»Har I vand eller en cola,« spurgte jeg en tjener, som lidt paf svarede »Nej. Men hvis du synes, kan jeg spørge ude i køkkenet.«

Det bad jeg ham om. fem minutter efter fik jeg stukket en lunken flaske mineralvand i hånden – og tjeneren skyndte sig op til buffeten, hvor han den næste time serverede kold øl og kølig vin ad libitum til resten af selskabet.

Det er naturligvis 100 procent min egen beslutning, at jeg ikke drikker alkohol. I de seneste knap tre år har jeg haft en permanent promille på 0,0. For sådan passer jeg bedst på min tilværelse. Jeg kunne ikke finde på at missionere med min egen livsstil, for jeg respekterer andre menneskers ret og lyst til at nyde en genstand eller flere. Det må de selv om - og det smager dejligt. Så jeg er hverken for forbud eller svenske spritbolag. Men jeg har meget imod, at vi her i landet forguder og forfremmer alkohol til en basis-bestanddel i en sådan grad, at sodavand er en særservering, man enten skal bede om eller til nød kan finde i et hjørne bag bajerne og vinflaskerne – gemt lidt væk til børn og afholdsmennesker.

Jeg bryder mig i øvrigt ikke om ordet 'afholdenhed'. Det signalerer, at man nødtvungent holder sig fra noget godt og naturligt. Men jeg er faktisk en tilfreds mand, der passer mit arbejde, fortæller vittigheder og ser fodbold i fjernsynet.

Der er bare mange, der opfatter os ikke-alkohol-drikkere som røvkedelige afvigere, der laver noget mystisk og marginalt i et mørkelagt mindretal. Vi er en loge af helse-hellige, der deserterer fra det muntre selskab, hvor omdrejningspunktet er at stafet-drikke for at blive påvirket. Jeg husker en grillfest hos nogle venner, hvor værten rakte en frisk fadøl frem mod mig, da jeg trådte ind i haven. Jeg sagde pænt nej tak – og så spurgte han: »Nå, er det med den på?«

Nu tvivler jeg på, at han mente, at jeg 'med den på' missede chancen for at vurdere øllets smag, temperatur og skumhøjde. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg i hans øjne 'med den på' meldte mig ud af et fugtigt fællesskab, der skulle tømme flere fustager - og dermed opnå licens til kollektiv særpræget opførsel.

Det er helt fint at nyde et par glas og iføre sig en sirlig selskabsbrandert. For det er sjovt at sige ting uden pointer, vinde en ballondans og synge Kim Larsen-sange på en terrasse midt om natten. Men det er eddermame dårlig stil, at den lille eller store bimmelim er standard for sammenkomster og et mål i sig selv. Ind imellem et udskilningsløb, hvor det gælder om at drikke en masse – uden at blive endnu mere pinlig end de andre. Om mandagen evaluerer man så ved kaffeautomaten og griner af dem, der ikke kan huske, hvordan de kom hjem. For de kunne jo – høhø – ikke tåle mosten. Men op på hesten. Vi leger med flaskerne igen næste weekend.

PS: Hvert år slår alkohol knap 8.000 danskere ihjel. 640.000 bliver indlagt med alkohol-betingede sygdomme. Hver fjerde færdselsdrab begåes af spritbilister. Og mindst 200.000 danskere udvikler sygdommen alkoholisme, fordi de drikker for meget.

Men skål og skide være med det!