KOMMENTAR

Skal vi fortsætte i løbet. Og synes I det er et sikkert sted for rytterne?

Det var i aftes spørgsmålet på Twitter, hvor det nu russisk-ejede cykelhold Tinkoff-Saxo lagde så stor og vigtig en beslutning ud på Twitter. Som om en folkeafstemning på et socialt medie skulle være tungen på vægtskålen. Som om det var et reality-show eller en gang ’X-Factor’-demokrati. Som om den sportslige ledelse på holdet ikke selv ville være i stand til at tage en moden og rigtig beslutning.

Baggrunden for at ville trække sig er ikke kommet ud af det blå. I går blev portugiseren Sergio Paulinho den anden rytter fra Tinkoff-Saxo til at forlade Vueltaen efter at være fældet af en løbsmotorcykel. I kølvandet på superstjernen Peter Sagans exit for mindre end en uge siden var endnu en episode bare én for meget. Men reaktionen er ikke desto mindre overilet og uigennemtænkt. At spekulere i, om uheldene sker med overlæg fra arrangørside, er mere et udtryk for Oleg Tinkovs paranoide sindelag end de faktiske realiteter.

Mere end noget vidner Tinkoff-Saxos ageren om, at holdet er i krig med både Den internationale Cykle Union (UCI) og løbsarrangørerne fra Unipublic. Hvis ikke det er motorcykler, er det løbskalender, lønninger eller manglende indtægter fra salget af tv-rettigheder, Tinkoff-Saxo klager over. Og derfor rumler det med teatertorden på et tidspunkt, hvor holdet er forfulgt af uheld.

At ville trække sig halvvejs på et tidspunkt, hvor Rafal Majka har podiet i sigte, ville dog være tosset og forkert på alle parametre. Dels har man chancen for både etapesejr og en topplacering, dels har holdets tilbageværende syv ryttere – inklusive danske Jesper Hansen – knoklet som bæster for at nå så langt.

Isoleret set trænger den spanske løbsscene til et eftersyn. Alt for ringe sikkerhed i Baskerlandet Rundt i foråret, kaos og og koks med en løbsmotorcykel i Clásica de San Sebastián og to i Vueltaen er for mange. Fuglsang kan byde ind med sin ulykkeshistorie fra Tour de France. Det er skidt for sporten.

Alligevel kommer man ingen vegne med truslen om at ville trække sig. Fælles front med de andre hold gør stærk(ere). Det giver den bedste dialog og de mest holdbare løsninger på længere sigt. Dem er der brug for. Ikke at være demonstrativt vred.