Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Men jeg kommer altså i dette tilbagekig på sportsåret 2015 til at begynde i det allermest nære.

For i begyndelsen af december blev vi en del af en historie, som hele Danmark kom til at tale om, da vores tidligere ansatte Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet, fordi journalister hos Onside på 3+ var i gang med at afsløre, at Michael Qureshi havde forfalsket kilder i sin journalistik.

Det viste sig hurtigt ikke bare at være en praksis, der havde fundet anvendelse på Ekstra Bladet, men desværre også i Qureshis lange ansættelsesperiode her på BT sporten. Michael Qureshi har skrevet hundreder af artikler her på BT, og vi er lige nu i gang med en, tør jeg godt love, meget grundig undersøgelse af, hvilket omfang hans uetiske og uacceptable adfærd har haft her på avisen.

Vi var og er stadigt både chokerede og kede af, at vores tillid til en journalist er blevet svigtet i den grad. Vi er kede af, at vi ikke opdagede Michael Qureshis snyd, mens det stod på. Og vi er frem for alt kede af det svigt, det jo er i relationen til vores læsere, at vi har bragt historier med kilder, som vi i dag ikke kan verificere rigtigheden af.

Vi kommer i det nye år til at fortælle, hvad vi når frem til i vores undersøgelser. Men jeg lover, at hele sagen allerede har sat sit præg på vores journalistiske kultur. Ikke fordi den var dårlig før - den var god og ordentlig, og jeg er fuldstændig overbevist om, at det er Michael Qureshi og ikke redaktionskulturen, der er det syge element i denne sag.  Men sagen har skærpet os i vores omgang med internationale og anonyme kilder.

Det var en kedelig afslutning på et 2015, der - er jeg ked af sige - i mine øjne heller aldrig blev det helt store nummer.

Mest ærgerlig har jeg været over, at det, der skulle være vores absolutte elite i de allerstørste sportsgrene ikke har flyttet sig i ret mange andre retninger end de forkerte.

Caroline Wozniacki vinder stadig tenniskampe her og der, en enkelt (lille) turneringssejr blev det også til i 2015, men indtrykket af hendes 2015 er, at vi begynder at se konturerne til en rejse fra den fineste top til subtoppen i kvindernes tennisverden. Wozniacki skylder os ingenting - hun har i årevis slidt som en vanvittig for at nå sine mål, hun blev nummer et i verden, hun nåede grand slam-finaler og vandt masser af turneringer rundt omkring. 2015 blev hendes ringeste år længe, og hun så energimæssigt flad ud. Min tro på, at hun en dag får den grand slam-sejr, hun så brændende ønsker sig, står svagere i billedet end nogensinde.

Kevin Magnussen røg ud af Formel 1, og han har stadig ikke fundet en vej tilbage. Jeg konstaterer, at folk med dybt kendskab til Magnussens talent og spillet rundt om ham, stadig mener, at han har Formel 1-klasse, og at hans fald ud af kongeklassen lige så meget er historien om magtkampe, dårligt kulissespil og beslutningstageres elendighed, som det er historien om Magnussens manglende evner til at tage det sidste skridt. Min undren her på årets sidste dag er derfor kun endnu større over, at Magnussen ikke for længst er omfavnet af et nyt team, der går i gang med at polere på juvelen.  Vi har stadig lov at håbe her, men skylder os selv at drysse realismens salt i vores drømme.

Et hop op på den tohjulede ændrer ikke på grundfølelsen. Jakob Fuglsang er i en klasse for sig i dansk cykelsport og behøver ikke skamme sig over sit 2015, hvor han rakte ud efter store etapesejre i Tour de France, kørte godt i Liège-Bastogne-Liège og også havde gode præstationer i mindre etapeløb som Paris-Nice og Schweiz Rundt. Men han vandt ingenting, og laget under ham var slet ikke tæt på at lave resultater i det internationale topfelt i 2015. Så ved jeg godt, at Christropher Juul Jensen vandt Post Danmark Rundt, og at Mads Würtz Schmidt blev U/23-verdensmester i enkeltstart - det forandrer bare ikke billedet af, at dansk cykelsport lige nu ikke laver markante eliteresultater på landevejen. Og blandt andet er overhalet eftertrykkeligt af... Norge.

Håndbold er enormt i Danmark og en del mindre ret mange andre steder. Derfor fastholder vi selvfølgelig også, at dansk succes måles primært i titler og sekundært i medaljer. Dem fik vi ingen af i 2015, og jeg synes desværre, at det handlede om mere end marginaler, da herrerne ødelagde deres egne VM-muligheder med et sløjt resultat mod Argentina, og da kvinderne forlod VM på hjemmebane i kvartfinalerne. Den gode historie er, at fremtiden også vil byde på danske medaljer. Tør jeg næsten love.

Vores boksescene står pivende tom efter Mikkel Kesslers endelige annoncering af sit karrierestop i 2015. Vi fik en vildt hypet ondskabskamp mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen i 2015 at fornøje os med, og tak for det. At den kunne mætte noget sult rundt omkring handler desværre også om, at den professionelle danske boksescene er blottet for verdensklasse. Vi havde vænnet os til tanken om Kesslers farvel, og det gjorde det nemmere, men det har ikke gjort tomrummet mindre.

Nicklas Bendtner lægger sig fint ind i fortællingen om elitens rejse mod det mere ordinære. Bendtner har haft gang i den tur længe, og den fortsatte med rask medvind stort set  hele vejen i 2015. Dog anede jeg med hans vilde mål i sommerens tyske Super Cup mod Bayern München et håb om en forbedring. Men det viste sig ikke at være en antydning af noget som helst. Og nu har endnu et kalenderår set Bendtners talent forblive uiscenesat - og denne gang tilføjet et overraskende og voldsomt dyk i niveau på det danske landshold også.

Bendtner er med Wolfsburg en del af ottendedelsfinalerne i Champions League. Her har vi også Lasse Nielsen i Gent og Simon Poulsen i PSV Eindhoven. Det er ikke så vildt, at det gør noget, og det er beklageligvis også en del af forklaringen på, at dansk landsholdsfodbold er udfordret på at komme til slutrunder i disse år, at vi ikke evner at få flere fodboldspillere ud og spille i klubber, der dominerer bare en anelse mere i Champions League.

Det bliver en opgave for ungdommen at forandre denne situation. Vi fik en del af den at se under sommerens U/21-EM i Tjekkiet. Fodboldhold skal i min bog primært vurderes på deres resultater, og isoleret set er det flot at have et landshold blandt Europas fire bedste - faktisk så flot, at man godt kan være bekendt at få forhåbninger for fremtiden på den baggrund. Men jeg husker desværre også, at vi aldrig rigtig var blæst bagover af det danske niveau i turneringen, og at man tabte ret klart to gange, både til Tyskland og Sverige, og når man taber ret klart to gange, så var man aldrig ret tæt på at vinde.

Nu bliver det Åge Hareides opgave at forsætte mikset mellem den etablerede landsholdsklasse og den potentielle landsholdsklasse. Han skal være velkommen, og han gjorde et på alle måder sympatisk indtryk, da han blev præsenteret i december. Han begynder sit arbejde på den ikke uvanskelige forudsætning, at mange formentlig sidder og spørger sig selv, om det virkelig var, hvad DBU formåede at rekruttere. Der er en del, der skal overbevises. Jeg sparker forsigtigt ind, at vi også skylder at huske os selv og hinanden på, hvor sølle det danske fodboldlandshold har været at kigge på det seneste år. Det har været træt og udbrændt, og her glæder jeg mig til at se den energi sat i spil, som jeg oplevede Hareide repræsentere, da han blev præsenteret.

Nu vi taler om energi, så var FC Midtjyllands danske mesterskab i den grad også billedet på, hvad gode energier betyder i topsport. FCM havde et formidabelt godt hold, men også et hold, hvis hierarki og energiniveau var tæt på perfekt tempereret af træner Glen Riddesholm. Det er stadig 2015's største fodboldhistorie, at Riddersholm forlod midtjyderne på grund af utilfredshed med klubbens sportsdirektør, Claus Steinlein.

Riddersholm fortsætter nu trænerlivet i AGF. Jeg anerkender stort, at man skal være tro mod sig selv, men betragteren udefra får ikke øje på ret meget andet end en afsporing, som bragte Riddersholm et niveau ned, men selvfølgelig med mulighed for at bevise trænerformatets potentiale sådan helt for alvor, hvis han kan gøre AGF til bare halvdelen af det, klubben i egen selvforståelse synes at være.

Sangen om Kasper Hjulmand er i øvrigt skrevet på næsten samme melodi som den om Riddersholm. Han er vendt hjem til et ringere Nordsjælland, end det han forlod. Dog med penge i ryggen denne gang, som han formentlig har en større indflydelse på, hvordan skal bruges, end han havde, da Allan K. Pedersen ejede den nordsjællandske klub.

Det er skønt for Superligaen, at Glen Riddersholm og Kasper Hjulmand er tilbage på trænerbænkene, men det er også lettere bekymrende, at to af dansk fodbolds mest talentfulde trænere med udlandsambitioner nu leder ligaens nummer  otte (FCN) og ni (AGF).

2015 har også vist os et internationalt politisk miljø så forstemmende grimt, at man selv her omkring nytårets normale evne til at viske tavler rene ikke får hverken FIFA-skandale eller systematisk russisk atletikdoping til at gå væk.

Det skal heller ikke gå væk.

Det skal blandt andet minde os om, at Dansk Boldspil-Union i en årrække har støttet både Sepp Blatter og Michel Platini, som nu begge er ekskluderet fra alt arbejde med fodbold. Der er en refleksionsopgave for de danske fodboldpolitikere her.

Det skal også minde alle med en politisk ambition i international topidræt om, at vi har desperat behov for nye ambitioner i dette rum. Vi har behov for mennesker, der  vil gennemsigtighed og ordentlighed, og som aldrig lever med at støtte den mindst ringe, hvis den mindst ringe er en bandit.

Nu vi taler om, hvad der ikke bare sådan lige går væk, så kommer jeg til at tænke på Bjarne Riis, der i 2015 formentlig så et frygtet udestående blive tåleligt afsluttet, da Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark efter to og et halvt års arbejde med at afdække ikke mindst Riis' rolle omkring doping på det danske cykelhold, som Riis selv var med til at gøre til et af verdens bedste.

Der var ikke ét konkret bevis på, at Riis dopede sine ryttere. Men der var en stribe forklaringer, som for mig fint underbyggede rapportens konklusion om, at Riis leverede et markant ledelsessvigt ved som minimum at være vidende om, at der fandt doping sted og ved ikke at gribe ind.

De følgende uger, hvor Riis meget hurtigt fandt et behageligt sæde i TV2's Tour de France-studie som ekspert, lærte os også, at der med fænomenet Riis i Danmark er en ekstraordinær tilgivelsens kraft på spil, selv om mandens troværdighed mildt sagt er ramponeret. Jeg forundredes - og gør det stadigt - over, hvor hurtigt drømme og nyhedshistorier efter dopingrapportens afsløringer sendte Riis på vej tilbage til cykelverdenen.

Én ting forstod jeg dog nok engang: Uagtet hvad man mener om Riis, er det uomtvisteligt, at han er en vild overlever.

Og hvem leverede så farverne i sportsraketten 2015?

Jeg har lyst til at nævne René Holten Poulsen, der med to verdensmesterskaber i enerkajak flyver til sommerens OL i Rio med tunge forventninger. Vi ser vores ishockeyspillere i NHL fastholde et flot niveau, vi har set Jeanette Ottesens evne til at holde fast i sin position i svømningens verdenselite, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen leverede de store golføjeblikke , og Sara Slott Pedersen stod for mig med sit internationale gennembrud i 400 meter hækkeløb for en af de helt ekstraordinære præstationer.

Godt nytår.

Andre læser også