KOMMENTAR
I dag fortæller vi historien om Ken Ilsø. Den glade dreng med det store talent, der levede i en fodboldverden med store oplevelser og god løn, men som i sommer valgte at trække stikket ud for en stund. I dag lever han i Manila i Filippinerne, hvor han har mødt en sød pige og nogle gode venner, som han deler sine mange oplevelser med, mens han nyder den ro, han har fundet efter i årevis at have mistrivedes i den professionelle fodboldverden.
Et sygeligt fokus på mad og vægt, overfladiske relationer og en selvcentrering han ikke længere kunne holde ud fik ham til at pakke tasken og rejse ud med sine støvler hængende på siden. Et utraditionelt valg, som han selv forklarer med, at han ønsker at komme ud på den anden side af sin karriere som et helt menneske. For ikke at havne i depression eller livskrise, sådan som mange andre fodboldspillere gør.
En undersøgelse fra FIFpro viste tidligere i år, at 26 procent af de aktive deltagere havde oplevet depression eller angst, og at det tilsvarende tal for fodboldspillere efter endt karriere ligger på uhørte 39 procent. Det tyder på, at fodbolden står med en enorm udfordring, som den ifølge de fagfolk, jeg har talt med, ikke tager seriøst nok.
Ikke alle fodboldspillere har modet, mulighederne eller den intellektuelle ballast til selv at reflektere så dybt eller at tage skridtet væk fra fodbolden for i en periode at passe på sig selv, sådan som Ken Ilsø har gjort. Heller ikke alle har brug for det, og langt fra alle har brug for at gøre det på samme måde som ham. Men tallene viser, at mange har brug for at gøre noget. Her har både Spillerforeningen og klubberne en opgave, de utvivlsomt kunne løfte bedre. For spillernes skyld, naturligvis, men også for selv at få det maksimale ud af deres materiale.
I sidste uge fik vi et af de sjældne indblik i en deprimeret fodboldspillers tilværelse, da Nicklas Helenius fortalte sin smertefulde historie om depression, pilleafhængighed og dødsangst til tv3sport.dk. Det var et både overraskende og rørende kig ind i sindet på et rigtigt menneske, der kæmpede og stadig kæmper en langt mere alvorlig kamp, end den der på overfladen blot lignede endnu en fodboldspillers problemer med at spille sig på holdet i udlandet.
Depression er stadig en tabubelagt sygdom, som kan være svær at fortælle om selv til familie, venner og kollegaer. Alligevel valgte Nicklas Helenius at fortælle sin historie til en hel fodboldverden, sådan som Thomas Augustinussen gjorde tidligere på året, da han i Jyllands-Posten fortalte om sin fars selvmord efter netop at have befundet sig i en dyb depression.
Jeg forestiller mig, det har været vanskelige beslutninger for både Helenius og Augustinussen, men jeg føler mig også sikker på, at de begge er glade for deres beslutning om at åbne sig, og for andre i samme situation er det en gave, at de har valgt, som de har gjort. Jeg håber, det også kan være med til at få klubberne til at tænke på, om de har det rette beredskab. Der er brug for det.
