Caroline Wozniacki har aldrig bare været tennisspiller. Eller det er i hvert fald så længe siden, at hun kun var dét, at det føles både helt løsrevet og helt ligegyldigt for billedet af hende i dag.

I dag er Caroline Wozniacki en kendis, et varemærke. Hun er også tennisspiller, ja. Men hun er søreme også et kommercielt projekt, som det i sin tid blev den daværende agent, amerikanske John Tobias’ opgave at gøre til en stor vare.

Det gjorde han dygtigt. Og det gjorde Caroline Wozniacki dygtigt. Den danske tennisspiller manøvrerede stadigt mere stilsikkert i stadigt højere hæle rundt i gallakjoler på røde løbere i arbejdet med karrierens andet ben - alt det, der foregår uden for tennisbanen.

Som et håndgribeligt bevis på strategiens succes blev hun af det amerikanske Forbes rangeret som nummer to over verdens bedst tjenende kvindelige sportsfolk tilbage i 2011 - på et tidspunkt, da hun også lå nummer et på verdensranglisten.

Det hele hang sammen dengang. Wozniacki var en succes over det hele.

Hun er stadig stor på Forbes’ pengeliste, helt præcist nummer tre i 2015 - kun overgået af tenniskollegaerne Serena Williams og Maria Sharapova. Det er på verdesranglisten, i udmålingen af den sportslige kapital, at hun kæmper med at holde værdi.

Og hun kæmper uden at lykkes. Caroline Wozniacki ligger nummer 22 i verden, og 2016 har markeret et regulært sportsligt lavpunkt.

Jeg hørte hende i et interview med DR’s Peter Møller i forbindelse med hendes præsentation som dansk OL-fanebærer, at hun ikke anerkender, at hun  har tabt niveau. »Jeg kender mit værd,« sagde hun, og det »værd« er, at hun er top-10-spiller i verden, lod hun forstå.

Hun sagde det med en vis overbevisning i stemmen, og man må selvfølgelig have respekt for, at hun selvsagt har en stærk fornemmelse af dette styrkeforhold mellem spillerne.

Og med det sagt kunne vi køre resten af denne tekst i garagen og blive enige om, at verdensranglisten lyver, og at Caroline Wozniacki slet ikke er en under top-20-spiller, men at hun bare er en lidt formudfordret top-10-spiller.

Jeg håber meget, at der er sådan, det er, men kan alligevel ikke slippe, at jeg ikke deler Wozniackis værdisætning af sig selv.

Jeg bliver mindre og mindre overbevist om, at det går over lige om lidt. Jeg bliver mindre og mindre overbevist om, at vi ikke ser på en tendens.

Og det skriver jeg nu, fordi Woznaicki laver tæt på forfærdelige resultater og samtidig præsenterer mig og alle andre for alt andet end sit arbejde med at rette op på tenniskarrieren. Hun præsenterer mig for antydningen af en tabt forbindelse til det, som det hele handler om.

Hun spiller klaver og synger Lukas Graham på Instagram, hun bliver bodypaintet til Sports Illustrateds swimsuit-udgave og smider et hav af billeder af sin malede krop og sig selv til gallafesten for magasinet ud på de sociale medier.

Og  mandag kom så et billede, hvor hun bærer rundt på en hvid tiger, som fik dyreaktivister til at bryde ud i harme mod Wozniacki over den ondskab, hun udsatte det lille dyr for.

De skal selvfølgelig slappe af. Der er ikke meget i det billede, der viser en dyremishandler i aktion. Der er ikke meget i billedet, der tyder på, at Wozniacki selv har fundet på, at hun skulle stå med den.

Hun er formentlig bare - igen - blevet fanget i arbejdet med sit kommercielle jeg.

Wozniacki kan selvfølgelig forvalte både den ene og anden karriere, som hun vil, men det undrer mig, hvis der ikke er nogen i holdet omkring hende, som forsøger at justere bare en smule ind. Gerne nu.

Jeg har egentlig altid oplevet, at Wozniacki har navigeret med en charmerende lethed i rollen som kendis, og at hun dejligt ubekymret har mødt den offentlighed, som har interesseret sig for hende.

Det gør hun for så vidt stadig.

Men hvis ikke hun snart får tennisspilleren til at fylde noget mere, risikerer hun at gå ind i en fremtid, hvor fortællingen om hende i højere grad bliver, at hun er dygtigere på en rød løber end på en tennisbane.

Og som jeg hørte hende i det interview med Peter Møller, så ønsker hun ikke, at vi skal være der allerede nu.