KOMMENTAR
Der findes i debatterne om Superligaen et par sandheder, der gør mig træt næsten omgående.
Jeg render for eksempel ofte ind i den påstand, der siger, at Superligaen mangler kvalitet, fordi topholdet har færre point end normalt på et givent tidspunkt.
Man siger også, som var det et faktum, at Superligaen har et problem, straks FC København - og måske Brøndby - ikke er de sportslige lokomotiver i toppen af tabellen.
Ja, det er sådan et argument, der plejer at blive sagt, som havde man lagt trumfen på bordet.
Hvis et jysk hold er i toppen, er Superligaen bare svag.
Case closed.
Jeg synes ikke, det bliver meget mere bøvset.
Jeg skal altså forstå det sådan, at Superligaen lige nu er svag? Og jeg skal forstå det sådan, at den havde været virkelig stærk, hvis bare FC København havde 20 flere point, alle sammen taget fra bunden af tabellen?
Der er noget, der ikke rimer.
Man skal vist passe på med sandheder om fodbold. Det er i hvert fald svært at måle eller veje kvalitet i fodbold. AaB kan vinde guld med ganske få point sammenlignet med tidligere mestre.
Det lyder svagt.
AaB kan vinde guld med en spillestil, der får landstræner Morten Olsen til at tale om offensiv kvalitet, han ikke tidligere har set i Danmarks bedste fodboldrække.
Det lyder omvendt meget godt.
Så hvem tør påstå, at man har sandheden, når man diskuterer kvalitet i Superligaen?
Jeg tør ikke.
Man kan snakke hele natten om pasningsrater og indlæg og teknisk kvalitet og antal mål og antal redninger, og når nat bliver til morgen, har man stadig ikke bevist en dyt. Man har stadig kun en påstand.
Men hovsa, kan Superligaens kvalitet ikke måles i de europæiske turneringer?
Hvis danske klubber får på munden ude i Europa, må det vel indikere noget?
Men lavede FCK egentlig ikke tidligere på sæsonen resultater i en vanskelig Champions League-gruppe med Juventus, Real Madrid og Galatasaray? Skøjtede Esbjerg egentlig ikke overlegent videre fra Europa League-gruppespillet?
Alt sammen, mens vi var ved at se en svag Superliga udvikle sig med jyske tophold?
De bedste danske fodboldklubber diskuterer nu i Divisionsforeningens regi, hvad Superligaen skal være. Det er et godt spørgsmål. Det er aldrig forsøgt besvaret.
Skal det være en liga, der bygger på et eller to internationalt slagkraftige fodboldhold, således at de klubber kan hente hæder, ære og UEFAs fede TV-penge med hjem til Superligaen?
Det kunne sagtens være en retning.
Jeg kan vist også som enhver anden se værdien af, at de UEFA-penge bliver fordelt i Superligaen fremfor til klubber i Østrig, Schweiz eller Cypern. Men det kunne også være, at Superligaen - i en TV-verden, der hver eneste aften hypereksponerer verdensberømte fodboldklubber fra markant større lande - skulle forsøge at give et andet svar. Og tage den udfordring seriøst, at Superligaen måske mere end noget andet skal være underholdende for at holde på sit publikum.
Og underholdende bliver det aldrig, når et enkelt hold har lukket guldkampen ned allerede inden vinterpausen. Det er vanskeligt ikke at blive lidt ramt, når man zapper fra Premier League-topkamp til midterkamp i Superligaen.
Kom man til at trykke på en slowmotion-knap?
Og hvorfor smider de hele tiden bolden væk?
Men den forskel har været der, så længe man har betalt spillere for deres arbejde, og forskellen vil næppe nogensinde blive rykket mere end få centimeter.
Superligaens tiltrækningskraft er det lokale drama, nærværet, identifikationen. Hvorfor egentlig ikke dyrke det?
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
