Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR: Diskussionen om, hvem der er Nordens bedste fodboldspiller gennem tiderne dukker op med jævne mellemrum.

Som oftest ender det som en kamp mellem Michael Laudrup og Zlatan Ibrahimovic. Der findes argumenter for at mene, at Laudrup med sine mesterskaber og sit klare aftryk på de to største klubhold i verden er vinderen, mens andre vil hævde, at Zlatan er størst med sine mange titler og scoringer i alle lande, han har spillet.

Den største forskel på de to er, hvordan Zlatan i den grad tager styringen på de hold, han repræsenterer. Og ingen steder er det mere tydeligt end på det svenske landshold.

Erik Hamrén, svensk landstræner, klarede at overtale Zlatan til at gøre comeback på landsholdet efter en lidt turbulent afslutning på Lars Lagerback-æraen, som endte med at Zlatan takkede nej til at spille videre for Sverige. Jeg mener selv, at han er blandt verdens fem bedste spillere. En overjordisk fysik kombineret med en ekstrem teknik og spilforståelse gør, at du har en spiller med hele pakken. Da han også bare ser ud til at blive bedre og bedre med årene, og da målene bare bliver flere og endda mere spektakulære, er der bare tilbage at beundre og applaudere.

Men kan det blive for meget Zlatan og for lidt Sverige? Ingen andre hold ved dette EM har så stor niveauforskel mellem den bedste og de næstbedste. Det gælder også uden for banen, hvor Zlatan har sine egne pressekonferencer. Jeg tror, vi må tilbage til VM i Mexico 1986 for at finde en lignende situation, hvor Maradona ledte Argentina frem til guldet.

Zlatans rolle må finjusteres lidt for at Sverige skal lykkes ved dette EM. Sverige er under Hamrén-epoken gået væk fra noget af den defensive, stramme organisation, som var Lagerbacks varemærke, og som gav Sverige en stor succes, særligt i kvalifikationen til slutrunder. Det viser også antallet af mål, de har sluppet ind, men det skal siges at Sverige i mange af disse kvalifikationer havde flere spillere, som var tættere på Zlatans niveau både i færdigheder og status (Henrik Larsson, Fredrik Ljungberg, Olof Mellberg).

Nu er jeg rimelig sikker på, at det svenske fodboldforbund vil lidt tilbage til den defensive organisation, som grundlag for en ny tid, en form for organisation, som Bob Houghton og Roy Hodgson tog med sig ind i svensk fodbold i 1970erne.

Erik Hamren, som gjorde et fantastisk job i AaB og Rosenborg, har grebet det an på en lidt anden måde. Der bliver givet større friheder både med og uden bold, og den, der har 100 procent frihed, er selvfølgelig Zlatan. Han bestemmer helt og holdent, hvor han vil placere sig i opspillene og med hans status og færdigheder, bliver det bare sådan, at medspillerne søger ham hele tiden og overalt.

Nogle gange kan det fungere, fordi Zlatan er Zlatan, og han afgør fodboldkampe med øjeblikkes magi, men nogle gange hæmmer det også holdet, fordi Berg/Guidetti kan blive isolerede og dermed for enkle at neutralisere for modstanderne. Gode spillere som Albin Ekdal og Emil Forsberg kan blive låste, fordi de får for lidt ansvar i deres respektive positioner.

Jeg har selv kendt lidt til den problematik, da jeg trænede FC Köln. Der var Lukas Podolski, som var en verdensstjerne på den tid, og så var der os andre. Det at overbevise Lukas om, at det bedste for ham ikke altid var det bedste for holdet, var en konstant kamp.

Erik Hamrén lavede en genistreg, da han udnævnte Zlatan til anfører i modsætning til mig, som tog bindet fra Podolski. Begge responderede med gode præstationer, men Zlatan har i den grad løftet sit spil for Sverige under Hamrén. Det kan for eksempel underbygges med hans mange flere mål, siden Hamrén fik lokket ham tilbage.

Men skal Sverige have succes ved EM, må Zlatan og Hamrén efter min mening finde facittet fra kvalifikationskampene mod Danmark frem, hvor Sverige med Zlatan højt oppe på banen var en konstant trussel, hver gang de nærmede sig det danske mål. Derudover var også hans ageren som første forsvarer i det svenske presspil betydningsfuldt for kampens udfald. Det stod for eksempel i stærk kontrast til dele af playoff-kampene mod Portugal to år tidligere, hvor det var vanskeligt at forstå, at hans taktiske udførelse ville hjælpe holdet i det etablerede spil.

I første kamp i Stockholm opererede han nærmest som en playmaker foran sine egne midterstoppere. Det holder jeg fast i, vel vidende, at han efter pausen scorede to mål på standarsituationer.

Zlatan gør højst sandsynligt som Hamrén og takker af på landsholdet efter EM. Han kan blive historisk, hvis han laver mål i fire EM-slutrunder i træk, og kommer Sverige først videre fra puljen, kan alt ske. Med Zlatan så nær modstanderens mål som muligt er ingen modstander eller keeper tryg. Måske lægger han også diskussionen om, hvem der er Nordens bedste fodboldspiller gennem tiderne død en gang for alle.

Ståle Solbakken er manager for FC København.

Andre læser også