Lige nu sidder regeringen og forhandler med Dansk Folkeparti om at løse et stort problem: At mange danskere med almindelige indkomster, som f.eks. håndværkere, sosu’er og butiksassistenter, ikke vil få noget ud af det, hvis de sparer mere op i pension i den sidste del af arbejdslivet. Så bliver den ekstra opsparing nemlig modregnet i deres folkepension.

Det bliver kaldt for samspilsproblemet, og det rammer de mange lønmodtagere med almindelige indkomster, som har brug for at spare mere op, hvis de ikke skal risikere en alderdom, hvor de må vende hver en 50-øre. For eksempel vil otte ud af 10 faglærte være ramt i 2050, hvis vi ikke gør noget.

Det problem skal løses. Og det lyder da også umiddelbart godt, at regeringen har afsat 2,5 milliarder kroner til at give folk et ekstra skattefradrag på pensionsindbetalingerne. Men i det forslag, som regeringen lige nu forsøger at få Dansk Folkeparti med på, kommer fradraget også til at gå til mennesker, som ikke er ramt af samspilsproblemet. Altså folk med høje indkomster, der kan trække pensionsindbetalingen fra i topskatten.

Det svarer lidt til, at din udlejer siger, at han har afsat 20.000 kroner til at reparere dine utætte vinduer. Men så viser det sig, at nogle af de penge også lige skal betale for, at hans rige ven kan få en ny terrassevarmer.

Det siger sig selv, at vi får en dårligere løsning, hvis de rigeste også skal have del i skattelettelserne. For så er der færre penge tilbage til at sikre, at det faktisk kan betale sig for dem med mindre indkomster at lægge mere til side til pensionen.

Det er ikke første gang, vi ser regeringen forsøge at liste skattelettelser til de rigeste ind ad bagdøren. Men det er godt nok usympatisk, at pengene skal gå fra de lønmodtagere, som har brug for at kunne spare mere op til deres alderdom.

Derfor har jeg en bøn til Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl: Lad jer ikke forføre. Det her er ikke første gang, regeringen forsøger at liste nogle af de skattelettelser til de rigeste igennem, som Liberal Alliance ønsker sig så højt. Men de må ikke få succes med det. Stå fast! LO har sammen med arbejdsgiverne og pensionsselskaberne fremlagt et konkret forslag til, hvordan regeringens udspil forholdsvist let kan justeres, så det bliver attraktivt for folk med helt almindelige lønninger at spare mere op til pension. Så alle 2,5 milliarder kroner rent faktisk går til de mennesker, der har problemet.