Foto: Bax Lindhardt

DRs serie »statsministrene« er et stilstudie i disciplinen »efterspin«

I afsnit to af DRs store serie med de fem nulevende statsministre, placerer tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt tæt på hele ansvaret for SRSF-regeringens problemer hos SF. Det var »træls«, at SF skiftede formand og til sidst stod det klart for hende, at regeringen ville fungere bedst uden SF. Ligesom det var hensynet til SF, som tvang hende ud i den forfærdelige »der kommer en god løsning i morgen«-kommentar, som sent skal blive glemt. Men er det nu også sandheden?

Svaret er åbenlyst nej. Det er Thornings sandhed. Den historie hun fortæller sig selv – og nu os, for at dreje historieskrivningen en my til hendes fordel. Når man drejer opfattelsen en lille smule, så spinner man. Du skal simpelthen se en lille stribet 1950’er snurrertop for dig og en klog hånd dreje den en omgang. Når den stopper igen, kan du ikke huske det indtryk du havde, før rotationen blev sat i gang. »Statsministrene« er fremragende TV. Men i min optik ikke af de grunde, som flere andre fremhæver.

Fødselsdage

Jeg ser nemlig ikke mange eksempler på den dybe refleksion over magtens natur og tyngde eller nye detaljer af lukkede forløb. Jeg ser til gengæld en lind strøm af lettere narcissistiske efterspin. Og det er langt hen ad vejen klogt af statsministrene. De må aldrig slippe deres egen historie, for så overlader de historieskrivningen til deres fjender – og dem er der nok af. Også i rummet, når de taler sammen.

Og heldigvis er serien produceret, så man tydeligt ser statsministrenes reaktioner på hinanden. Bortset fra reaktionerne på Schlüters kommentarer, er det en serie af ansigtsudtryk, der er nemmere at aflæse som kritik end som støtte.

søs

Den gamle lærersætning fra ledelseshåndbogen om, at man skal tage ansvaret, når noget går galt og dele æren, når noget går godt, har trange kår i »Statsministrene«. Indtil nu er de eneste erkendelser af fejl, at Lars Løkke Rasmussen tog for lang tid om at sætte sig i stolen og eje statsministerposten, og at Helle Thorning-Schmidt ikke fandt nok tid til at tænke sig om og få det lange lys på. Det er i familie med de svar, man giver til en jobsamtale på spørgsmålet om, hvad man ikke er god til? Altså der hvor man svarer noget, som ad en lille omvej får én til at se godt ud.

I andet afsnit fik vi fortalt historien om Schlüters ledelsesstil gennem fortællingen om, at han holdt med ’de små’ i sin egen regering – om nødvendigt mod sine egne ministre, fordi det disciplinerede samarbejdet. Fogh læste mere Schlüters ledelsesstil som ’hvis du ikke hører noget, så går det godt’ – og den valgte han at videreføre. Thorning ville lave en slags Foghsk ledelse tilføjet lidt modernitet, men efter at have set andet afsnit og hendes historieskrivning om samarbejdet med SF, må man sige, at hun skulle have nærstuderet Schlüter.

Søs Marie Serup BYLINE

Ja, SF var en katastrofe i regering. Men SF var den lille motor, der trak Thorning ind i statsministeriet. Og hvis en stor leder har en afdeling, der på moderne business-sprog ’underperformer’, så er der flere valgmuligheder end bare at lukke den afdeling. Og i hvert fald er det kønnere for ens eftermæle, at man i valget mellem smålighed og generøsitet vælger det sidste.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook