Kommentar: I 2006 skrev jeg sammen med Mikael Børsting en biografi om den tidligere formand for Socialdemokratiet Svend Auken.

Et af de mange interviews foregik i Svend Aukens sommerhus i Vejby i Nordsjælland.

Vi sad ude i haven på en lun sommerdag, og karismatiske Svend Auken havde talt sig varm:

»Jeg kan huske et år, vi havde et slogan hængende over scenen til kongressen. Det var virkelig godt. Der stod: »En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt,« sagde Svend Auken muntert.

Det var i 1988, det slogan prydede Socialemokratiets kongres, og der er sket meget siden.

Onsdag aften var partiets udændingeordfører Mattias Tesfaye i Deadline på DR2, efter en lang dag, hvor han havde forsvaret partiets nye udlændingeudspil, efter hvilket man kun må søge asyl i Danmark fra lejre i Nordafrika, og her blev han spurgt:

»Hvis nu der er 100 mennesker i en boligblok, der alle er i arbejde, alle er lovlydige, og alle har ikkevestlig baggrund, har vi så stadig en udfordring?«

»Ja, for det er stadig en udfordring at gøre dem til en del af det danske samfund,« lød det fra Mattias Tesfaye.

Han ved en del om det, eftersom hans far kom til Danmark som flygtning fra Etiopien. Faren ville egentlig til Sverige, for han havde hørt, at Oluf Palme var imod apartheid. Men han mødte en dansk blondine i toget og stod af i Odense.

Resultatet blev Mattias Tesfaye, og han er noget af et scoop for Socialdemokratiet som udlændingeordfører. Han er søn af en indvandrer, han er uddannet murer, han er en knivskarp debattør, han tør stille op, og så har han også sat sig grundigt ind i emnet, før han sidste år udgav bogen »Velkommen Mustafa«, hvor han gennemgår Socialdemokratiets udlændingepolitik siden 1950. En politik, han betegner som »et trafikuheld i slowmotion«.

De første fremmedarbejdere kom til landet i 1967, da der manglede arbejdskraft, og tanken var, at de ville rejse igen, når tiderne skiftede. Det gjorde de ikke. Tværtimod hentede de familierne hertil, og allerede i 1970 bemærkede direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening, at indvandringen kunne få 'frygtelige konsekvenser' i form af ghettoer.

Efter en slingrende kurs gennem 70'erne skiftede Socialdemokratiet politik i 80'erne, hvor man støttede verdens mest lempelige udlændingelov. Loven fra 1983, der blev strikket sammen af et flertal uden om Schlüter-regeringen, gav asylansøgere ret til at søge asyl i Danmark, selvom deres ansøgning var blevet afvist andre steder. Retskravet på familiesammenføring blev udvidet, og det blev sværere at udvise kriminelle udlændinge.

Socialdemokratiets udlændingepolitik baserede sig på en forestilling om, at indvandrere og flygtninge med tiden ville blive integreret nærmest af sig selv, hvis blot vi sørgede for gode vilkår og danskkurser.

Ved et misforstået hensyn stillede man ikke skrappe krav til dem, og forholdene i Danmark, med høj skat og høj kontanthjælp betød også, at mindre arbejdsparate udlændinge kom hertil. Hvis man har stor lyst til at klare sig selv, vil man typisk søge mod lande med lav skat, hvor imod man vil søge mod lande med stærkt socialt sikkerhedsnet, hvis man forventer at komme på offentlig forsørgelse.

Politikerne gjorde sig ikke klart, at dårligt uddannede indvandrere med en stærkt religiøs og patriarkalsk kultur ville være svære at integrere i et demokratisk velfærdssamfund.

Den nye S-poliik åbner op for, at S, DF og V kan arbejde tættere sammen, og dermed komme bedre i kontakt med befolkningsflertallet. For i befolkningen har der aldrig været flerttal for den bløde udlændingepolitik, hvilket dokumenters i adskillige meningsmålinger i »Velkommen Mustafa«.