Offentlige ledere er dygtige. Mange af dem er også dygtige til at score toplønninger og fede pensioner. Tilsat forgyldte faldskærme den dag de forlader jobbet.

Alene Region Syddanmark betaler mere end 800 mennesker årsindkomster på over en million. De snedige opfindelser med store pengesække, når ansættelsen slutter, er smart fundet på. Hvis man er kommunaldirektør, forstås. Træls, hvis man er skatteborger. 220 millioner er de sidste fire år brugt på kompensationer. Ansvaret ligger naturligvis hos politikerne, men hvordan er det gået så galt?

Åremålsansættelser skulle give dynamik, fleksibilitet og rotation, men er endt som adgangsbillet til gyldne håndtryk. Ansættelser forlænges, og chefen fortsætter alligevel i samme job eller i et tilsvarende på et andet offentligt kontor.

En hær af klonede nomader vandrer rundt mellem chefstillinger og dertilhørende fratrædelsesgodtgørelser. Noget af forklaringen ligger i mødet mellem kloninger. Chefer fra kommuner, regioner og staten møder deres egne kloninger i de modstående faglige organisationer.

Offentlige arbejdsgivere kan uden besvær sætte sig ind i, hvor hjerteskærende svært det må være for en kommunaldirektør at nøjes med en tidsbegrænset ansættelse i stedet for de gode gamle dages trygge tjenestemandsansættelser. Skulle det gå så galt, at en egentlig afskedigelse gennemføres, spændes en gylden faldskærm på ryggen af den offentlige leder, der så i øvrigt straks kan gå ud på markedet og søge et nyt job.

Over en kop kaffe mindes kloningerne studietiden med forelæsninger hos de samme professorer på de samme universiteter. De kan hurtigt blive enige med hinanden om, hvor opslidende et chefjob i det offentlige er.

En tidsbegrænset åremålsansættelse bliver i denne verden til usikkerhed og utryghed, som der skal falde en kompensation for. Jeg ser det tværtimod som en fordel at have fem år til at finde det næste job. Hvad er problemet? Der er brug for noget frist luft på direktionsgangene.

Snusfornuft fra det almindelige arbejdsmarked kommer man ikke langt med i disse højere sociale cirkler. Skatteborgerne skal aflevere kælderkolde kontanter til chefer, som fortsætter i samme job. Det er jo en absurd tankegang. Politikerne sætter rammerne og skal være modige til at stramme grebet, hvis noget vokser ud af hænderne. Der er brug for at sætte et fornuftsfilter ind ved behandling af chefer.

Kloningerne, der oven i købet ofte er medlem af samme fagforening, tænker ens og synes, at det er naturligt at sammenligne lønninger for offentlige chefer med private ledere. Denne sammenligning er gæret i bagningen af de offentlige chefers ansættelsesforhold. Det sætter gang i hæveprocessen og er ikke til at stoppe.

Men det er hverken rimeligt eller relevant at sammenligne det offentlige og private. Chefer fra det offentlige har sjældent arbejdet i det private. Når det sker, er det vist ofte som konsulent eller rådgiver. For det offentlige, vel at mærke. Cirklen er sluttet.