KOMMENTAR
Dennis Rommedahl er tilsyneladende færdig på det danske fodboldlandshold og er nu udelukkende en reservemulighed i nødsituationer. Vi lærte også i går, at Morten Olsen ikke har planer om at stoppe før tidligst næste sommer, når hans kontrakt med DBU udløber. Vi erfarede endvidere, at landsholdet alligevel skal prøve at nå det umulige, VM-slutrunden i Brasilien næste sommer, selv om det kræver små mirakler, og selv om DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen for to måneder siden anbefalede at bygge et nyt landshold op frem mod EM-slutrunden 2016.
Man kan så spørge, hvem der egentlig bestemmer, hvordan A-landsholdet skal bevæge sig og efter hvilken strategi, når landstræneren sådan kan tale generalsekretæren på plads. Men vi blev da klogere på flere områder, da Morten Olsen i går i forbindelse med udtagelsen til en testkamp mod Polen på onsdag i næste uge for første gang siden den tudegrimme 0-4’er mod Armenien i juni kommenterede på hele fodboldlandsholdets gråtriste situation og fremtid.
Alligevel var det svært at sidde tilbage med armene over hovedet. Morten Olsen og landsholdet har sammen været uoplagte i et par sæsoner, og jeg drømte i går temmelig naivt om et mere veloplagt pressemøde-comeback sådan Elvis Presley-1968-agtigt bare uden lædertøjet. Men selv om der var små nyheder og enkelte energier i landstrænerens timelange redegørelse foran en Powerpoint-præsentation, stod man tilbage med én overordnet historie om, at alle landsholdets kvababbelser i hvert fald ikke kan føres tilbage til ... Morten Olsen. Det var åbenbart, hvad Olsen havde brugt sommeren på at konkludere.
Landsholdets problemer handlede om skader, der genererede forudsætningerne, om en offside, der aldrig blev dømt, et straffespark, Danmark ikke fik, en stolpe-ud, misbrugte målchancer og modstandere, der graver sig ned. Det var i hvert fald ikke Morten Olsens skyld. Og det er måske rigtigt nok, men var det kortet, han skulle have spillet? Jeg tror det ikke. Desværre skyggede striben af undskyldninger og bortforklaringer, der alle havde til formål at placere ansvar væk fra landstræneren selv, for det faktum, at Morten Olsen også bragte en masse positiv energi med ind til det ventede pressemøde. Det var nok snarere kortet, han skulle have ladet dominere pressemødet.
Morten Olsen vil vinde de sidste fire VM-kvalifikationskampe og se, om Danmark mod alle odds alligevel kan finde en vej til Brasilien. Han serverede det budskab med et troværdigt overskud, der burde have været essensen af hele pressemødet, ikke kun en brøkdel bag alle undskyldningerne. Han gjorde sig umage med at forsvare den talentudvikling, hvis grundlag han selv skabte for syv år siden, og det ville også være ulyksaligt, hvis kritikken af Morten Olsen skal til at ændre på en talentudvikling, der leverer opsigtsvækkende resultater.
Morten Olsen bragte også en uventet friskhed ind i sin landsholdsudtagelse ved at give plads til navne som Nicki Bille, Jens Stryger og Mike Jensen. Ud røg altså Rommedahl. Også den udskældte back Simon Poulsen og den 27-årige Ajax-spiller Lasse Schöne må blive hjemme og blev altså sammen med Rommedahl de tydeligste syndebukke for et Armenien-nederlag, som altså alligevel blev ret definerende. Hvorfor ikke bare fortælle den historie?
Og hvorfor indrømmede Olsen ikke, at han selvfølgelig overvejer sin fremtid, og at han sagtens kan forestille sig en kontraktforlængelse til sommer, hvis han ellers mener, at indsatsen det kommende halve års tid retfærdiggør en forlængelse. Det ville have været friskt og en bedre historie end alle undskyldningerne.
Det havde været energisk. Sådan Elvis Presley-agtigt endda.
Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør, Berlingske
