For mange vil billedet af Paris-Roubaix formentlig være grimt. På en smuk måde.
Mudret, tilsølet, støvet, møgbeskidt.
Sådan har vi lært Paris-Roubaix at kende i fotoarkiverne. Sandheden om løbet er, at der i det professionelle felt lige nu kører masser af ryttere rundt, som aldrig har prøvet at køre en mudret og regnfuld udgave af sæsonens måske hårdeste endagesløb.
Ikke siden 2002 har Paris-Roubaix været et rullende mudderbad.
Optakten til årets udgave af løbet har været præget af masser af billeder på de sociale medier ude fra brostensstykker (de såkaldte paveer), som har været voldsomt mærket af regn og mudder. Et af stederne er på et pave-stykke, hvor det går nedad, og hvor rytterne vil komme tordnende i høj fart fra et relativt tørt stykke ned på et totalt mudderdækket område.
De billeder kommer efter et cykelforår, der i den grad har været præget af debatter om den såkaldte »extreme weather protocol« - en regel, der gør det muligt at aflyse, ændre, neutralisere eller forkorte cykelløb på grund af ekstreme vejrkonditioner.
Vi har på den baggrund set aflyste etaper i både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, og dagens rute i Paris-Roubaix kan være blevet ændret, når disse linjer læses på grund af mudderproblemet.
Aflysningerne antændte tidligere i år straks debatter om, hvorvidt rytterne er blevet rene tøsedrenge i forhold til de gode gamle dage, hvor alt var lidt bedre og mere autentisk, og hvor man cyklede i bare arme og uden skoovertræk i frost og sne.
Jeg elsker, at cykelløb er spektakulære. Og derfor kunne jeg jo godt være på vej til at skælde ud over al denne fornuft i en på alle måder ufornuftig sport. Ja, jeg kunne være på vej ud i en regndans her og nu for at give denne ryttergeneration et møde med det rigtige Paris-Roubaix, som vi kender det på billederne: glat, vådt og beskidt.
Og det gør jeg så alligevel ikke.
Ikke fordi det ikke må blive regn, det må det gerne.
Men fordi jeg helt overordnet ikke sidder tilbage med andet indtryk, end at nutidens cykelrytterne er klar til at sætte sig selv ganske meget på spil. Og at de gør det.
Så længde der ikke fra feltet rejser sig en kollektiv opstand mod de ændringer og aflysninger, som vi ser, skal vi andre sofaentusiaster måske bare have tillid til, at beslutningerne ikke er truffet ud fra et bekvemmelighedshensyn, men et regulært sikkerhedshensyn på en, det skal guderne vide, usikker arbejdsplads.
Det synspunkt synes jeg især er rimeligt efter et foreløbigt cykelforår, der på alle måder har været generøst fra rytternes side, hvor der er blevet kørt inciterende væddeløb, og hvor giganterne har været sultne hver eneste dag på startstregen.
Jeg håber, vi skal se det samme i Paris-Roubaix - det for mig største af alle løbene på kalenderen. Her er i prioriteret rækkefølge mine fem vinderbud:
Fabian Cancellara, Sep Vanmarcke, Peter Sagan, Zdenek Stybar, Aleksander Kristoff.
