KOMMENTAR. Vi nærmer os jubilæet for det mest betydningsfulde møgfald i dansk fodbolds historie. Og jeg tænker ikke på Sepp Pionteks ærgrelse over Jesper Olsens tilbagelægning ved VM i 1986, selv om man stadig har lyst til at skrige af den en gang imellem.
Vi skal kun knap 10 år tilbage i arkiverne. Til januar 2004. Morten Olsen præsenterede dengang med store armbevægelser en forbitrelse, som kom til at revolutionere dansk fodbolds grundlag. Det var raserianfaldet, der måske en dag kan blive Morten Olsens mest betydningsfulde bidrag til dansk fodbold, selv om han som spiller, anfører eller landstræner har haft indflydelse på A-landsholdet som ingen anden person i danmarkshistorien.
Men det kræver, at man nu og ganske omgående tager ansvar for, hvad der sker i dansk fodbold.
Jeg var desværre ikke til stede, da Olsen rasede et sted bag stadionet Home Depot Center i Carson i USA. Det danske ligalandshold havde den eftermiddag i 2004 tabt en småpinlig 1-3'er til en B-version af det amerikanske landshold. Men ærligt talt, det var vist kun Olsen, der for alvor var frustreret.
Det var langt uden for sæsonen, og når man i dag ser på spillermaterialet, Danmark havde med til kampen, giver det mening, at det kunne gå skævt. Denni Conteh, Peter Christiansen, David Rasmussen og Ulrich Vinzents var blandt navnene i startopstillingen. Og med al respekt kan man vist også sagtens tale om en B-version af Danmark den eftermiddag i Carson.
Ja, egentlig gik det vist udmærket. A-landsholdet var trods alt dengang i 2004 klar til den fjerde store fodboldslutrunde i træk. Og den niende slutrunde siden 1984. Det var sørme godkendt i verdens suverænt største sport.
Fødekæden virkede også solid. U21-landsholdet havde spillet ni turneringskampe uden nederlag med en målscore på 25-1, og både U19- og U17-landsholdet var igen kommet solidt fra land i kvalifikationsturneringerne.
Under duopolet hos Brøndby og FC København lavede Superligaen masser af point i de europæiske kampe og skulle i de følgende sæsoner sætte tydeligt præg på UEFAs koefficenter. Man stod den vinter endda på roserne fra Superligaens mange svenske trænere, som alle var enige om, at lille Danmark så afgjort havde overhalet Sverige og resten af Skandinavien, når det kom til spillernes tekniske kunnen. Danmark var sandelig stadig Nordens brasilianere.
Hvad var så problemet? Var det hele egentlig ikke nogenlunde godkendt for et lille fodboldland?
- Det er basale ting, vi taler om, sagde Morten Olsen dengang med al den ærgerrighed og ambition, han havde taget med sig ind i landstrænerjobbet knap fire år tidligere.
- Vi træner simpelthen ikke godt nok derhjemme, og det er helt nede i ungdomsafdelingerne. Vores spillere handler ikke hurtigt nok, afleveringskvaliteten er for dårlig og vendingerne for langsomme. Det er muligt, det er godt nok til at spille i Superligaen, men det holder ikke, hvis man vil være med i toppen, sagde han videre. Båndudskrifterne fra den januar bliver bare ved.
Der var kritik af Superligaens spillere og trænere, af ungdomsstrukturen og af hele den filosofi, der lå bag opbygningen af dansk fodboldtalent. Sportsmedierne havde en fest med at indhente kommentarer fra forbavsede hoveder i dansk fodbold.
Landstræner Morten Olsen råber til sine spillere i de sidste minutter af VM-kvalifikationskampen Kasakhstan-Danmark i 2005, som Danmark vandt 2-1.
Året efter Olsens udbrud lå papirerne klar. I efteråret 2005. Efter et herkulesarbejde af især Keld Bordinggaard og Kasper Hjulmand kunne DBU løfte sløret for, hvad unionen selv kaldte 'det måske mest ambitiøse koncept inden for børne- og ungdomsfodbold nogensinde.'
Her lå pludselig et klart koncept trukket helt nede fra de yngste årgange frem til elitefodbold.
Der var hundredvis af små og større elementer i det grundige forarbejde, alle lærte at kalde 'den røde tråd.' Fra forældrenes rolle og ansvar på sidelinjen over 3-mod-3-kampe for de små poder - frem til det harmonerede fodboldudtryk, der skulle præge alle eliteholdene fra de tidligste ungdomslandshold til A-landsholdet.
'Den røde tråd' handlede i høj grad om mange boldberøringer, om teknisk kunnen i alle aldersgrupper, om udvikling af rent fodboldtalent. Det skulle være forbi med dyrkelsen af fysisk overlegenhed.
Det handlede om, at den lille knægt eller pige også skulle have en oplevelse og en chance.
'Den røde tråd' var omfattende og den ambitiøse kundgørelse af dansk fodbolds identitet, som det skulle se ud gennem generationer. Og det er stadig i dag pinligt at forholde sig til, at begavede fodboldiagttagere tror, det handler om noget så banalt, som at 4-3-3-systemet er bedst. Projektet handlede meget mere om børn end om voksne.
Danmark vandt fredag 15. november en testkamp mod et norsk landshold, som undervejs lignede præcist, hvad den røde tråd burde have skabt .. for Danmark. Med teknisk og taktisk overskud. Danmark vandt på to hovedstød efter at have stået i bakgear i to halvlege.
Det fik mig til at tænke. Og altså også til tasterne.
Her knap 10 år efter Olsens skideballe i USA vil der sikkert være lige så mange meninger om 'den røde tråd', som der er ungdomstrænere i Danmark. Nogen vil se de positive udfald, de bedre talenter, Patrick Olsen, Pierre-Emile Højbjerg, måske FC Nordsjællands mesterskab i 2012 som en antydning af hele konceptets bæredygtighed på eliteniveau. Nogen vil måske dele fornemmelsen af, at børnene boltrer sig med alle boldberøringer under træning.
Det er ikke længere som før, da det forsigtige barn kunne forsvinde et halvt års tid på en venstre back på stor 11-mod-11-bane.
Andre vil mene, at det intet hjalp. Man forbinder 'den røde tråd' med kønsløs boldflytteri på tværs. Man spørger helt reelt, hvad i alverden der skete med Preben Elkjær-afslutterne, efter hele fodboldopdragelsen blev spil, spil, spil og spil lidt mere.
Man vil påstå, at den ensrettede tilgang til træning ekskluderer særlige spillertyper, og at lille Danmark ikke kan tåle at ekskludere talent. Det kan godt være, det er lækkert med en falsk nier i FC Barcelona, men i Danmark vil man se en målscorer inde i feltet.
De vil pege på, at A-landsholdet i hvert fald endnu ikke har haft stor gavn - til sommer med kun to slutrunde-deltagelser i 10 år siden 2004. De vil anføre, at et lille fodboldland ikke adskiller sig, når man forsøger at dominere bolden, som man også vil i Spanien, Brasilien, Holland eller Tyskland. Hvordan var det nu, Danmark vandt EM i 1992?
Hvis alle de store fodboldnationer venter med at introducere børn til den store bane, skulle det lille land måske fortsætte med at smide ungerne derind med det samme? Og er der egentlig ikke også børn, der har det fint med at se tingene lidt an et halvt års tid derude på venstre back? I stedet for straks at blive givet ansvar på små områder og lige i snotten af de andre?
Jeg tør ikke tage et markant standpunkt på et projekt, der har rødder i tusindvis af børn og forældres dagligdag, og som handler om voldsomt meget mere end bare forskellige landsholds udtryk i landskampe. Men jeg fik lyst til at skrive om 10 års jubilæet, fordi jeg tror, 'den røde tråd' er ved at blive klippet over, selv om ingen har bedt nogen om at klippe.
Jeg fornemmer, vi nærmer os en virkelighed, hvor 'den røde tråd' inden længe er noget, der har hjemme i et fåtal af stædigt missionerende fodboldklubber. Jeg fornemmer det, fordi jeg nu ofte hører om ungdomstrænere, der forlader 'den røde tråd', og som bare har genbesøgt lysten til at vinde kampene med de fysisk stærkeste.
Jeg har selv på sidelinjen af min egen otte-årige søns kampe set enorme forskelle på den tilgang, trænerne havde med sig. Nogen insisterede på legen. Som opdraget lyder i 'den røde tråd.' Andre insisterede - selv på vegne af de mindste børn - på stram taktik og masser af løb. Jeg har, bilder jeg mig ind, set 'den røde tråd' smuldre i de kampe på baner rundt om København.
Men vigtigst af alt: Jeg ser ikke længere nogen beskyttelse af 'den røde tråd.' Jeg oplever aldrig DBU tage temperaturen på projektets bæredygtighed. Jeg oplever, at man satte noget stort og voldsomt i søen - og bare forlod det.
Der var et antal markedsføringskroner til det mest banebrydende arbejde nogensinde. Og man brugte tilsyneladende hele budgettet det første år.
Også helt tæt på Morten Olsens egen virkelighed virker man nærmest ligeglad i dag. Landstræneren for talenterne under A-landsholdet har den seneste tid heddet Jess Thorup, Henrik Clausen, Bent 'Turbo' Christensen og Jan Michaelsen. Hver for sig dygtige træner, I am sure. Men ingen af dem harmonerer et sekund med min opfattelse af, hvad 'den røde tråd' skulle beskytte og opdyrke.
Hånden op, hvis du nogensinde som fodboldfan har hørt, hvad DBUs elitechef John Helt gør for 'den røde tråd.' Jeg tænkte det nok. I er ikke mange.
I midten ses Esbjerg-træner Jess Thorup, som præsenteres som ny U/21-landstræner på et pressemøde i Fodboldens Hus torsdag 21. februar 2013. Til venstre ses DBU's kommunikationschef Lars Behrendt og til højre elitechef i DBU, John Helt.
Værdierne i 'den røde tråd' burde være et konstant bombardement ned over alle interessenter i dansk fodbold. Markante retningsskifter kræver stor opmærksomhed, og 'den røde tråd' fik groft sagt en pdf-fil.
Hvor hurtigt kollapser det sidste mon, når DBU inden længe kan have sagt farvel til både Morten Olsen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen, som begge leverer en vis beskyttelse af idéen?
Jeg håber, et voksent menneske eller fem snart sætter sig sammen og ser, hvad der kan reddes. Vil man noget, må man sørme gøre det ordentligt. Også i fodbold.
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
