Forleden fortalte en mand mig, at han ville skilles, fordi hans kone ikke længere havde den samme friske, sprudlende energi som dengang, de mødte hinanden. Jeg mener ikke, at det er min opgave som psykolog at vurdere, om grundlaget for en skilsmisse er rigtigt eller forkert.

Min rolle er ikke at dømme, men at hjælpe den enkelte til at komme videre i situationen på bedst mulig vis. Skilsmisse kan være en nødvendig beslutning, og det er godt, at vi lever i et samfund, hvor det er muligt at blive skilt, uden at det fører til skam, fordømmelse og undertrykkelse. Men når det er sagt, så ser jeg også par, hvor man kunne ønske sig, at de fokuserede på at reparere i stedet for at gå fra hinanden.

Hvis man gerne vil være i et langvarigt parforhold, er det vigtigt at have realistiske forventninger. Man kan blive slemt skuffet, hvis man tror, at det langvarige ægteskab er lig med den kærlighedsfantasi, som filmindustrien tilsyneladende aldrig holder op med at fodre os med. I starten kan vi måske genkende glansbilledet af kærlighed som hovedkulds forelskelse og sommerfugle i maven, men i den langvarige, ægteskabelige relation ser kærligheden anderledes ud.

Jeg tror, at den langtidsholdbare kærlighed er en forvirrende størrelse for mange mennesker i dag, fordi den handler om nogle andre værdier end dem, vi er vant til at møde i mange andre sammenhænge. Eksempelvis på arbejdsmarkedet, hvor vi møder en retorik om, at innovation og omstillingsparathed er godt. Du skal være være passioneret, klar til forandring og hele tiden vurdere, om du får nok ud af det – og det er vigtigt at søge nye græsgange, hvis jobbet ikke lever op til forventningerne.

Den langtidsholdbare kærlighed handler om helt andre værdier. Den handler blandt andet om en hverdagsromantik, som vi måske overser, fordi vi har en masse skæve forventninger til parforholdet. Måske skal vi være bedre til at huske, at kærligheden gemmer sig i den måde, to mennesker holder hinanden oppe i hverdagen. Kærlighed kan også være, når nogen holder suppen varm derhjemme, lapper ens cykel, udholder at høre på brok over kollegaerne og lever med den andens særheder. Den langtidsholdbare kærlighed er nok mere leverpostej end lagkage. Lad os da prøve at se det smukke i dét.

Jeg hører tit folk sige, at vor tids datingkultur minder om en endeløs række af jobsamtaler, hvor det handler om at være på og sælge sig selv. Hvad kan jeg tilbyde – og hvad får jeg selv ud af det? I det her og nu, som dating-ræset indebærer, er der ikke så meget plads til fejltrin og kompromisser. Men hvis daten skal blive til et langvarigt forhold, må man nok i længden indse, at kompromis og selvopofrelse er nødvendige vilkår.

Jeg tror, at idéen om et langt og lykkeligt ægteskab er nødt til at rumme disse kvaliteter. Måske er en af grundene til vore dages rekordhøje skilsmissetal, at det er vanskeligt at navigere i de forskelligartede værdier og budskaber, som vi møder i de forskellige sammenhænge, vi indgår. Langtidsholdbare parforhold er nødt til at bygge på langtidsholdbare værdier.