I dag bruger vi ikke rigtig udtrykket 'stedmor' længere. Vi har derimod bonusmødre- og fædre, som ikke træder i stedet for de biologiske forældre, men som altså skal opfattes som en ekstra gevinst – en bonus oven i hatten på den oprindelige familiesammensætning. 'Bonusmor' lyder uden tvivl mere tiltalende end 'stedfar' – men at skulle leve op til at være en bonus er en udfordring, som mange finder utroligt svært.

At være bonusforælder er en balancegang, hvor man kan træde ved siden af på mange forskellige måder. Som psykolog ser jeg derfor også jævnligt bonusmødre og -fædre, der er meget påvirket af de udfordringer, det kan give. Man skal leve op til sin nye partners forventninger, som både indebærer at være en fantastisk kæreste og at føle det naturligt at prioritere børnene i lige så høj grad, som den ”rigtige” forælder gør.

Det forventes, at man involverer sig, men samtidig kan der også være nogle grænser for, hvor meget man skal indgå i forældrerollen.

Det kan være et ret pludseligt skift i tilværelsen, hvis man for eksempel går fra at være single til at skulle være mor for to børn på 4 og 7. Det kan være en meget stor omvæltning, når man ikke har haft 9 måneder til at vænne sig til tanken, og man ikke har set børnene vokse op.

Samtidig med, at man gerne vil være en god bonusmor eller -far, vil man jo heller ikke træde sin partners eks – den biologiske forælder – over tæerne. Der er hele tiden en balance mellem at være for tæt på og for langt væk.

Man vælger en partner – man vælger ikke børnene. Hvis man ikke selv har børn, vil der være en ulighed i sådan et forhold. For børnene kommer altid først i forældrenes øjne. Og det er temmelig svært at tale om at være jaloux over, at et barn få al opmærksomheden. Det forventes, at man er den voksne – men hvordan er man det overfor børn, der ikke er ens kød og blod? Hvornår og hvordan må man opdrage dem? Er det ikke bedre, at de  lade de ”rigtige” forældre tage styringen, når der opstår konfliktsituationer?

Bonusforældren vil ofte træde tilbage, når der er mere alvorlige opdragelsesemner på dagsordenen. Derfor risikerer bonusforældren at havne på sidelinjen.

Jeg vil ikke sige, at det er synd for de mange bonusforældre derude. Der er tale om et valg og et ansvar at leve op til. Jeg har stor respekt for dem, der indgår i sådan et puslespil af en relation. Det er udfordrende og krævende og fyldt med dilemmaer. Når det er 'dine, mine og vores', så er der altid mange hensyn at tage.

Jeg tror, at man ofte vil vinde meget ved at turde at gå ind i rollen og tage del i forældreskabets ansvar. Jeg har for eksempel hjulpet klienter ved at foretage en ”mental adoptering”. Det vil sige, at forestille sig, at man adopterer barnet. »Hvordan ville det se ud, hvis det var din datter?« kan jeg finde på at spørge. Det kan være en konstruktiv vej frem at tænke på bonusbørn som sine egne. Hvis man formår dette – og hvis der bliver givet plads til det – så tror jeg, man vil kunne leve op til ordet 'bonus' – ikke som en ekstra overflødig stedfortræder, men som en der virkelig bidrager med noget ekstra godt til familien.

Læs mere om Neela Maria Sris her