En opsigtsvækkende og samtidig enormt trist uge er ved at gå på hæld for Danmark.

Vi har mistet vore prins, som i sin sidste tid især, har været midtpunkt for endeløse debatter og ikke mindst trukket overskrifter på samtlige medier grundet hans holdninger og egenrådighed. Jeg synes på mange måder, at det er imponerende.

Jeg føler, at vi har mistet en spektakulær mand, som på sin egen måde har formået at agere forgangsmand for et Danmark, som har haft, og stadig har, brug for netop denne fremmarch.

Jeg har ikke selv kendt prinsen andet end fra det offentlige indblik, vi alle har fået lov at få. Og det, ved jeg af erfaring, viser kun en lillebitte brøkdel af det sande jeg. Derfor vil det heller ikke være rigtigt at forsøge at fortælle og forklare, hvordan han var.

Men de ting, han har valgt at ytre sig om, de udsagn, som har delt vandende, og som har givet anlæg til enorme debatter, er i mine øjne så vigtige at belyse for befolkningen i dagens Danmark.

Han har trådt ud på farlig grund, ud på dybt vand, fordi han ikke har kunne identificere sig med de situationer, han er havnet i. Han har haft egne ønsker, han er stået frem med det. Og vigtigst af alt, han har gjort det, selvom han ikke 'burde'. Men selvfølgelig burde han, for det var vigtigt for ham!

Alle danskere kender til begrebet Jantelov. Egentlig er jeg slet ikke sikker på, at en lignende term eksisterer på andre sprog, men alle danskere kender den, og den lever i bedste velgående. Den er skabt til at pille folk ned, hvis det går for godt eller går for stærkt. Du må ikke tro eller føle, at du er bedre end de fleste, og hvis du gør, så skal du være beredt, for du kan med et hundrede procent sikkerhed forvente en hær af stormende individer, der har slået sig sammen, kun for at nedlægge dig, så du ALDRIG mere kan finde på at skabe dig som om, du er 'noget'.

Jeg synes, det er en nedslående mentalitet, og jeg er ikke tilhænger af idéen eller filosofien.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om prinsen var af samme holdning, men han stod i hvert fald frem og sagde de ting, der lå ham på hjerte, også selvom det ville skabe rørelse i et helt land. Han gjorde det for sig selv. Og til det sidste bukkede han ikke under for normerne.

Jeg opfatter det som mandsmod, og det er sørgeligt og trist for Danmark at have mistet. Jeg er spændt på, hvem der mon vil komme til at arve denne trone…

Har du hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i iTunes eller lyt med her: