I tirsdags måtte jeg stoppe lige foran Brugsen og sætte indkøbsposen ned på fortovet. Så stillede jeg mig i bredstilling, bøjede mig forover som en vinkelmåler og trak mine bukser op ved at tage fat i bæltestropperne og vrikke med numsen i en lille rhumba. Buksekanten havde nemlig sneget sig ned under hofterne, fordi mine ben med årene er blevet tyndere, mens resten af kroppen stadig vokser i bredden.

Denne Teletubbie-figur har designerne hos Levis desværre ikke taget hensyn til. Jeg er klar over, at scenariet i det centrale Hellerup var latterligt og umandigt, men jeg gør præcis det samme næste gang, bukserne søger sydpå i det offentlige rum.

Så kan de mindreårige ignoranter igen glo løs med deres hybenskyr og stenalderboller bag ruderne i cafeen overfor Brugsen på Strandvejen – catwalken for velstand nord for København. Jeg har nemlig nået de pisse-ligeglades alder.

Forrige uge fyldte jeg 59 år. Dagen fejrede jeg med min kæreste i New York, hvor vi spiste fødselsdagsmiddag på en restaurant, jeg valgte udelukkende fordi, den havde meget stærk belysning. Jeg kan desværre ikke længere læse menuen på et spisekort i romantisk stearinskær.

Faktisk havde jeg også ønsket mig en middagslur på hotellet. Det nåede vi bare ikke, fordi jeg skulle hvile mig på bænkene i Central Park. Og tisse naturligvis. Det gør vi knap 60-årige cirka 15 gange om dagen. Derfor ved vi også at ethvert offentligt toilet er en gave, der skal åbnes og nydes. Ligesom jeg er nået den fase i tilværelsen, hvor det er fuldstændig vidunderligt at nyse, høre Alberte og finde glemte opskrifter på fadkoteletter med ananasringe og cocktailpølser.

Jeg nyder at være rigtig voksen, og skal med min afdøde mors ord 'ikke-nikke-nej' klage over min alder. Jeg er efterhånden ældre end langt de fleste. Blandt dem statsministeren, Mads Mikkelsen og direktøren for TV2 – og jeg ydmyger mig gerne med ophøjet ro, fordi jeg alligevel ved bedre end alle I andre. Bortset fra Bent Fabricius-Bjerre og Lise Nørgaard.

Jeg har været medlem af samfundet i over 21.500 dage, nemlig siden min mor slap mig løs på en privatklinik i Søborg en forårsdag i 1959. Jeg tyvstartede endda i livets skole, fordi jeg blev født tre uger før terminen og lagt i en varmekasse, så jeg fra starten fik tid til at tænke over tingene. Det ansvar som erfaringens maratonløber tager jeg meget alvorligt.

Faktisk er jeg så stolt af min livsvisdom, at jeg har stiftet min egen mobile friskole, hvor de unge i god tid kan lære kunsten at være gammel. Jeg kan spotte mine elever på afstand: De går midt på fortovet med hoved og fingre nede i en iPhone. Når de er 10 meter fra mig, bliver jeg vred, fordi de spadserer mere hensynsløst, end Kevin Magnussen kører racerbil. De gider ikke kigge op og trække til siden, så jeg kan komme forbi uden at måtte jokke i en hundelort og snitte en bøgehæk. Her starter lektion 1: lige før vi passerer hinanden, råber jeg virkelig højt »BØØH« til de akneramte ynglinge. Så kan de forhåbentlig lære det, for lektion 2 er en seriøs skuldertackling udført af alle mine 84 kilo.

Jeg skælder i øvrigt også ud på cyklister, der ikke rækker hånden ud, når de skal dreje. Og retter folk, der siger 'starte op' og udtaler 'efterretningstjeneste' med tryk på tredje stavelse. Følelsen bagefter er dejlig.

Desværre synes mine egne børn på både hvide og gule plader, at jeg er pinlig, når jeg skoser deres gymnasiekammerater for at koncentrere sig mere om tweets end trafikken. De kan heller ikke lide, at jeg holder fyldige foredrag om The Beatles, Karl Stegger og Uri Geller. Men de skal jo lære, at alt og alle var væsentligt bedre i gamle dage – undtagen sådan nogen som lektor Blomme, Emilio Butragueno og Adolf Hitler.

Hvis du nu sidder i din lage af uvidenhed og funderer over, hvem for eksempel Geller og Butragueno er, hænger det sammen med, at du er under 59 år gammel – og så må du spørge din mor eller Google.

Jeg er nemlig pisse-ligeglad. Og nu skal jeg i øvrigt tisse og bagefter i Brugsen.