KOMMENTAR
Når man lever af at se fodbold, risikerer man at miste lidt af den der barnlige glæde ved de mere stilfærdige kampe. Dem i midten af Superligaen eller de halvgrå landskampe mod hold fra den anden side af et jerntæppe, der stadig lever et eller andet sted i fodboldhjernens dybeste indre.
Men så er der også dem, der bliver spillet i en fyldt Parken, hvor publikum byder velkommen med tifo, og nationalsangen brager a capella ned over plænen kun med en lille smule hjælp fra højttalerns nænsomme playback-kor. Sådan en aften var det tirsdag aften mod Portugal. Dennis Rommedahl blev behørigt hyldet, og Morten Olsen fik den sidste rigtig store kamp i Parken, inden han i 2016 efter DBU-direktørens udtalelser forleden i Børsen at dømme bliver erstattet af en yngre model. Forhåbenlig får han andre store kampe ved EM om et par år, men i Parken er der ikke flere af de rigtig sjove tilbage.
Og så skulle det ende... sådan. Fra at være kommet godt fra land i EM-gruppen er vi kun kommet nogenlunde afsted, og fra at have været en nogenlunde aften blev det med Cristiano Ronaldos scoring til 0-1 en rigtig dårlig aften i Parken.
Det siges, at kantede mennesker som regel bliver rundere med årene, og før så faste principper har det med at løsne sig, som tiden går. Morten Olsen har stadig sin stædighed, men dem, der kendte ham som Brøndby-træner eller som ny landstræner ved årtusindskiftet, vil kunne fortælle om helt andre nådesløse karaktertræk, end dem de nuværende spillere har mødt.
Tirsdag aften så vi Morten Olsen lægge fra land i en 4-4-2-formation, der lagde op til masse af duelspil i luftrummet omkring Nicklas Bendtner og bolde i bagrummet til den pågående Lasse Vibe, sådan som han i de seneste tre-fire kampe har haft pænt held med som en plan B. Det var en taktisk indrømmelse af de større, selvom Morten Olsen vil sige, at det ikke er første gang, han har afveget fra det 4-3-3-udgangspunkt, han forelsket tog med sig fra Holland. Okay, så siger vi, det er sket en lille håndfuld gange før.
Den taktiske ændring, der kun holdt en halvleg, og efter pausen blev erstattet af den sædvanlige plan A, fortæller to historier: Den fortæller historien om den mere pragmatiske og mindre principfaste Morten Olsen, der er mere villig end tidligere til at arbejde med sit materiale, og som for eksempel har vist større tilbøjelighed til at give unge eller uprøvede spillere chancen.
Men den fortæller først og fremmest historien om en søgen efter det nye landsholds vej. En manglende vished om, i hvilken retning disse spillere, der er næsten fire år yngre i snit, end de var ved VM i 2010, skal ledes for bedst muligt at gøre brug af deres hurtige fødder og hoveder.
Morten Olsen har ikke fundet svaret, og det er både ærgerligt og bekymrende, når han råder over et af de mest spændende landshold, Danmark har haft i årevis. Mod Portugal var det et stykke hen ad vejen – eller lad os sige i perioder – inspirerende, men sjældent chanceskabende eller sitrende. Også både ærgerligt og bekymrende i en kulisse, der havde fortjent bedre.
