Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jeg gik tidligere i dag i stå i tre minutters tid, da en Facebook-deling havde tilbudt mig at forsvinde ind i en sammenklipning af fodboldspillere, der smider den hårde facade og bliver bløde mennesker med fokus på at gøre det rigtige mere end på sig selv og præstationen.

Det var tre gode minutter.

Der blev båret hunde ud af fodboldbaner og krammet fans. Jeg var dog især vild med brasilianske Thiago Silva, der tog sin træningstrøje af og lagde den og et par varme hænder om skuldrene på en tænderklaprende lille dreng, der skulle følge ham ind på stadion.

Men et klip fra 2013, hvor en blind dreng, dengang ni-årige Mamadou Lamine, mødte de Barcelona-spillere, som var hans idoler, kunne også noget.

Den lille dreng havde aldrig set nogen af dem i virkeligheden, men genkendte flere af Barcelona-stjernerne alene ved at røre ved deres krop og hoveder.

En af dem var Lionel Messi, der brød ud i et stort smil og en tydelig lyst til at give den lille fyr et kram.

Den video klæder Messi.

Du kan se videoen her.

Ikke fordi Messi, der i aftes for femte gang i karrieren blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, er et slemt eksempel på, at fodboldspillere bliver maskinelle – næsten døde – i deres udtryk.

Men selv Messi, der stadig er en af de spillere, der finest holder fast i drømmebilledet af den glade drengs ubekymrede leg med bolden, er over årene blevet ramt af den alvorlighed, han er omgivet af.

Messi er også billedet på, hvad sker, når man skal præstere under et hysterisk pres. Det har vi set, når han har kastet op undervejs i kampe, fordi forventningspresset sendte ham ikke bare ud til, men ud over kvalmegrænsen.

Jeg er vildt begejstret for, at Lionel Messi i aften vandt Ballon d’Or-titlen. Og selv om jeg synes, det er meget rimeligt, at der kan være mange meninger om, hvad man skal vægte, når man skal kåre sportsfolk, så håber jeg ikke, at dette valg vækker hverken debat eller protester.

At der er forskellige syn på, hvad der er bedst springer altid tydeligt frem, når vi står midt i kåringssæsonen.

Der er altid nogle helt spøjse stemmesedler rundt omkring. Vi ser venner, der hjælper hinanden, rivaler, der undgår hinanden, og nogle der bare er næsten fra forstanden. Sidste år stemte de tre tyskere, der kunne stemme, kun på tyskere. Erik Hamrén stemte på Zlatan Ibrahimovic, og i år så vi, at Norges landsholdsanfører, Per Ciljan Skjeldbred, ikke fandt Messi værdig til et eneste af hans point.

Vi lever med det, så længe det store billede ikke forstyrres.

Men jeg skal, når nu jeg har givet udtryk for, hvor begejstret jeg er for valget af Messi, ikke skjule, at jeg har det anstrengt med, at samme Messi igen i år behændigt – og blottet for al klasse – undgik at placere bare én af sine stemmer på Cristiano Ronaldo.

Ronaldo er i øvrigt ikke spor bedre. Han mener Benzema er verdens bedste fodboldspiller, afslører stemmesafgivningen,

Du kan se stemmerne her.

Mener de mon det sådan helt seriøst?

Hvis vi på¨nogen måde skal mene, at det går an, handler det om, at rivaliseringen mellem de to er mere end halvdelen af historien om de to.

Med prisen i aften tog Messi et vigtigt sæt i deres indbyrdes kappestrid om, hvem der er størst i verden her.

Det er den mindste.

Du kan følge BT's sportschef Benjamin Munk Lund på twitter på @munklund

Andre læser også