Man skulle tro, at en hilsen fra statsministeren i anledning af det kinesiske nytår kunne gøre det. Men med de nylige afsløringer af børne- og socialminister Mai Mercados (K) vision for familieområdet, så er der noget, der tyder på en langt dybere loyalitet østover.

Digital leninisme, er det blevet kaldt, når staten indsamler data til profilering af borgerne. Folkerepublikken Kina ligger lunt i førerposition her, men med Mai Mercados planer for de danske forældre, så er kursen sat for kongeriget.

Under ministerens bebudede pointsystem vil staten uddele strafpoint for forkert forældreadfærd. Så misser man en tid hos skoletandplejen eller sundhedsplejersken, så får man et antal strafpoint. Og formaster man sig til at blive skilt fra hinanden eller at gå ned med stress, så skæpper det virkelig i kassen med point. Idéen med systemet er så, at man ved at samkøre registre efter ændring af dataloven vil kunne se, hvem de gode og hvem de dårlige forældre er. Dette vil gøre fagpersonale i stand til hurtigere at finde udsatte børn, forlyder det fra Mai Mercado.

Men fagpersonale, der har med børn at gøre, siger, at det slet ikke er nødvendigt. Forbundsformand for Socialpædagogerne Benny Andersen siger til Politiken: »Det er jo ikke raketvidenskab. Vi ved, hvor de familier er henne, vi opdager det nogenlunde tidligt, men vi griber ind alt for sent.«

Og allerede her kunne man få den mistanke, at regeringen ikke har talt med andre end muligvis Folkerepublikken, før den præsenterede idéen.

Men hvis det er tilfældet, skal der ikke falde strafpoint herfra. Livet med job og familie er en konstant målstregsredning, det er forståeligt nok, at ting glipper.

I stedet for opfordrer jeg Mai Mercado til at genoverveje idéen.

Et pointsystem vil betyde et sammenbrud i det tillidsfulde forhold mellem de offentligt ansatte og børnefamilierne. For kan man samarbejde med en fagperson om sit barns trivsel, hvis alle oplysninger, der viser andet end Morten Korch-harmoni, betyder strafpoint i statens pointregime? Ingen vinder ved sådan et sammenbrud.

Et system som det foreslåede er en voldsom svækkelse af familieenhedens autoritet og af retten til privatliv. Man kan spørge sig selv, om det på nogen måde fremmer en konservativ dagsorden at anse børnene som statens og forældrene som statens ikke særligt betroede stedfortrædere. Denne instrumentalisering af forældregerningen, hvor staten udstikker reglerne for det gode forældreskab, overvåger, profilerer og sanktionerer alt efter, hvor lidt man som forælder er enig, er det modsatte af et samfund, der er bygget på stærke familier.

Det er en underminering af familien, gennem en aflysning den respektfulde afstand, der naturligvis skal være mellem stat og borger i et liberalt demokrati. Og apropos liberalt: Hallo! - Er der nogen liberale kræfter, der mener noget med det, tilbage i denne regering?

Ministerens pointsystem er født af den herskende politiske klasses velfærdsstatslogik. I stedet for at velfærden er til for at gøre borgeren stærkere og rigere, er borgeren i stigende grad til for at gøre velfærdssamfundet stærkere og rigere.

Når fagfolk desuden ikke mener, at identifikationen af familierne er et problem, så kan man ikke undgå den mistanke, at der i virkeligheden er tale om et fatamorgana.

Og hvad er det så, vi ikke skal se? At der ikke er nogen nemme løsninger, og at regeringen i hvert fald ikke har svarene?

Eller må vi ikke se, at staten ønsker at kortlægge vores liv gennem overvågning - og det med kinesisk præcision. For når alle data er sammenkørt, og der er skabt eksakte profiler af dig og os og alle andre borgere i dette land, hvad kan staten bruge disse enorme og detaljerede mængder data til?

Men danskerne er ikke laboratorierotter. Vi fortjener for vores skattebillet at kunne have tillid til det offentlige. Vi har ret til privatliv. Og så har vi et akut behov for en bedre forklaring på denne østasiatiske spejder-ed af et overvågningssystem end den, Mai Mercado har præsenteret indtil videre. Og den venter vi tålmodigt på.