Dengang i et helt andet liv før mobiltelefoner og internet, mødtes vi ansigt til ansigt og kaldte heller ikke hinanden for kærester med det samme. Men der var trods alt en forventning om en vis eksklusivitet, mens vi så hinanden an, eller husker jeg helt forkert…

’Jeg er kraftstejleme så træt af det her dating! Og mænd! Så nu har jeg slettet min profil og det hele. Jeg gider ikke mere…’

For Gud ved hvilken gang sidder jeg med min veninde og taler om dating, mænd og vores tilsyneladende helt umulige kærlighedsliv. Eller rettere mangel på samme. For efter at have mødt en sød mand, stillede han det frygtelige spørgsmål.

’Han virkede ellers virkelig sød og begavet, og vi havde god kemi. Og vi var enige om, at vi begge ledte efter et kærlighedsforhold. Og så efter et par gange så kommer den der, at han går ud fra, at det er okay at se andre, så længe vi ikke er kærester?! Nu troede jeg pludselig, at han var anderledes, og så er han fuldstændig som alle de andre...!’

Jeg forstår hende godt. Lige som jeg forstår hendes frustration. Det er godt nok tit, man render ind i de der forestillinger om, at så længe vi ikke er kærester, så kan man da godt både blæse og have mel i munden. På den ene side ses fast med en kvinde, der regner med, at her prøver vi at finde ud af, om det skal være os to. Men så på den anden da lige spille på et par heste mere for at se, om der er noget mere interessant, sjovere og/eller frækkere derude, man måske går glip af.

Eller at man møder en mand, der siger, at man jo ikke kan lede efter kærligheden, fordi den finder en, hvis det er. Det sidste er der sådan set nok en del rigtigt i, men det handler om intentionen. Hvad er det, du går ind i denne her relation for? Hvad er målet? Formålet?

Er det at finde ud af, om det måske skal være dig og mig? Eller er det bare at hygge fra dag til dag, også selv om det er en forskellig kvinde fra gang til gang, du deler dobbeltseng og -dyne med?

Det er tilsyneladende en ting, der kan dele vandene en del, afhængig af om man er mand eller kvinde…

Og det er noget, der har ændret sig væsentligt med den elektroniske datings indtog i vores kærlighedssøgen. Den gang i en helt anden verden for ikke så voldsomt mange år siden, men tilsyneladende længe nok til, at de færreste kan huske det, kunne der også gå både uger, måneder, halve og hele år, før vi følte os så trygge i relationen, at vi over for hinanden, men især omverdenen, havde lyst til at ’definere’ os som kærester. Men det var dæleme da ikke det samme som, at vi bollede til højre og venstre som det mest naturlige. Der var en underforstået regel om en vis eksklusivitet, så længe vi prøvede det af. Og at vi ikke prøvede alle mulige andre af samtidig.

Sådan er det tilsyneladende ikke længere. Og jeg forstår det ikke. Er det fordi, vi er voksne nu? I min verden virker det her mere som en ret teenageragtig opførsel. Eller er det fordi, vi lever i en udpræget FOMO-tid (Fear Of Missing Out), at vi er så skidebange for at gå glip af noget eller nogen? Har vi virkelig ikke knaldet med nok mennesker til, at vi ved, hvad vi gerne vil have? Eller er det bare blevet helt umuligt for os at knytte os til et enkelt menneske i en fuldstændig usammenhængende verden, hvor det måske var netop det, vi burde gøre for at få lidt ro?

Jeg har ikke svarene, men jeg synes, det er trist. Og dybt frustrerende…