KOMMENTAR
Det kan være Morten Olsens sidste betydende opgave som dansk landstræner i aften. I Parken mod Squadra Azzurra fra Italien, ifølge FIFA-ranglisten det fjerdebedste landshold i verden. Det kan blive Olsens sidste betydende kamp i en periode, der begyndte for mere end 13 år siden. Ingen anden siddende landstræner i verden har haft tjansen så længe som den danske Olsen, og selv om der har været mange ærgerlige skvulp undervejs, og selv om det efterhånden er åbenlyst, at Olsen ikke nyder stor opbakning blandt landsholdets publikum, er han urørlig på min top 5 over de mest betydningsfulde landstrænere, vi har oplevet, siden Danmark i 1978 indførte betalt fodbold.
Da de første professionelle kontrakter til spillere dengang blev blækket til, var Kurt ’Nikkelaj’ Nielsen med den stressede træningsdragt landstræner, og ganske kort efter fulgte Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen, Bo Johansson og altså til sidst Morten Olsen lige efter årtusindeskiftet. Sepp Piontek forvandlede landsholdets selvforståelse og skabte et hold, der havde kræfter til seriøst at række ud efter de helt store pokaler i 1984 og 1986. Richard Møller Nielsen vandt EM i 1992 og står med det bedste pointgennemsnit i nyere tid, 1,89 per kamp.
Det er noget af en bedrift. Og Bo Johansson kan som den eneste prale med, at han i en 100 procents håndtering af sit ansvar kvalificerede landsholdet til alle de slutrunder, han kunne nå – både VM i 1998 og EM i 2000. Men Morten Olsen er chefen på min liste, selv om han ikke har vundet så meget som en lakridspibe med A-landsholdet, og selv om Morten Olsen længe har stået i spidsen for det tørreste, mindst omgængelige, mindst interessante og mest arrogante landshold, der nogensinde er trukket i rødt og hvidt på tværs af alle sportsgrene både ude og inde. Ja, faktisk på tværs af alt, man forestiller sig, kræver en svedundertrøje.
Måske det er tiden – og helprofessionalismens pris. Måske det bare er sådan, det skal være med fodboldspillere nu. Men selv om Richard Møller Nielsen var upopulær blandt flere journalister i sin tid, var han en eksplosion af jovialitet i forhold til den pinagtige tomgang, disse kaskader af intetsigende eller selvmodsigende, labyrintisk ordskvalder, der har domineret på fodboldlandsholdet længe. Der er skønne mennesker, stærke personligheder, inspirerende fortællinger derinde. Men det er helhedsindtrykket, vi taler om nu.
Og helhedsindstrykket af landsholdets offentlige optræden uden for kridtstregerne er jammerligt. Gad vide, om landsholdsspillerne og Morten Olsen selv optager og ser de pressemøder, der ofte livetransmitteres af TV2 News, og gad vide, om de også tænker, at det arrangement ikke alene er gået i kluddermor, men simpelthen ser ud til at være afviklet bagfra og baglæns og med noget skarpt i ryggen? Den anden dag tog jeg mig selv i at udtale efternavnet Bendtner, som Jerry Seinfeld udtalte Newman, og det dur jo ikke. Men det er bare hovedrystende afmagt, det lover jeg. Jeg kan ikke have den slaphed, den opblæsthed, den totalt historieløse disrespekt for landsholdets forpligtelser.
Nå, der stak den vist af for mig... Morten Olsen repræsenterer et landshold, der helt mistede sin kontakt med publikum - også når der er udsolgt. Men han er chefen på top-5, for han tog Danmark væk fra stram organisation og 100 kilo-fodbold - og tilbage til det varemærke, der hed Nordens brasilianere. Det gik mange gange galt uden for banen med den generation af spillere, han fik. Men han skabte fremdrift og begejstring inde på banen.
Det er, synes jeg, uimodsigeligt. Han prædikede fodbold for publikum, ikke kun for resultattavlen, og han fremtidssikrede landsholdet med projektet ’Den Røde Tråd’, som forvandlede ungdomsfodbolden. Det var første gang, Danmark havde en landstræner, der tog alle DBUs forpligtelser på sig. Og der er mange, der i dag synes, det er kedeligt, at Danmark spiller sidelæns. Men man kan simpelthen ikke tage fejl af Olsens positive intentioner. Altid vil han helst underholde, men han har aldrig – og slet ikke siden 2004 – haft det råmateriale, der hed enten Laudrup, Elkjær eller Schmeichel.
Han skabte ikke desto mindre og på kollektivitet alene et af Europas tre-fire bedste fodboldlandshold lige før og under EM-slutrunden i 2004, og det er et stykke sportshistorie, at han ikke alene skabte så megen slagkraft, men at han insisterede på præcis den positive, fremadrettede fodboldfilosofi, man ellers kun forbandt med det landshold, man i 80erne kaldte ’Dynamitholdet’. Jeg har arbejdet fra tribunerne i alle Olsens 13 år, og jeg har aldrig ment andet, end at han var chefen over cheferne. Jeg tog et nyt standpunkt i denne VM-kvalifikation efter 0-4 mod Armenien.
Det var et depressivt lavpunkt for en lang periode med udsigtsløse attituder på banen, så jeg holder selvfølgelig fast, også selv om Morten Olsen rejser det hele i aften mod Italien, og selv om han imod odds skulle nå frem til VM i 2014 i Brasilien: Landsholdet trænger til ny energi. Og forhåbentlig får Morten Olsen så den festlige og farverige og respektfulde afsked, han har fortjent.
