Danmark er indrettet på den måde, at alle borgere over 18 år mindst én gang hvert fjerde år kan vælge de 175 mænd og kvinder, der i den kommende valgperiode skal stå til ansvar for alle overordnede, politiske beslutninger i landet.

Som alle mine kolleger, tænker jeg hver dag over det store ansvar, jeg er betroet, og prøver at leve op til det efter bedste evne.

Når det så er sagt, er der en ting, der i stigende grad er gået op for mig, og som bekymrer mig. Og hvad er så det?

Det er, at der faktisk bliver taget en stor mængde af beslutninger, som burde være politiske – men som i praksis tages af personer, man ikke kan stille til demokratisk ansvar.

Når en domstol opfører sig 'aktivistisk' (det vil sige: fortolker lovene (langt) ud over de hensigter, lovgiverne oprindeligt havde), går den i realiteten over den streg, der burde adskille den dømmende fra den lovgivende magt.

Beslutningen om at udvide 'retten til familieliv' langt ud over, hvad man oprindeligt forestillede sig, da man skrev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er et godt eksempel på en politisk beslutning, der er truffet af dommere. Og som politikere alligevel ender med at stå til demokratisk ansvar for.

Ingen havde oprindeligt forestillet sig, at artikel 8 i EMRK skulle anvendes til at holde hånden over uønskede udlændinge. Det er simpelthen en politisk beslutning taget af dommere – og smurt af på alle europæiske politikere.

Aktivistiske dommere er nogle af de værste, når det gælder om at tage politiske beslutninger, de ikke kan stilles til ansvar for. Men de er langt fra de eneste.

Embedsmænd er nemlig også store syndere på området. Så foregår det naturligvis på en anden måde end den, dommere benytter.

Det, embedsmænd gør, når de vil bestemme uden at have et politisk mandat, er, at de tager administrative beslutninger, der i virkeligheden er så store, at de burde have været politiske.

Og hvordan kan de så bære sig ad med det?

Der findes flere metoder, som alle har det kendetegn, at de er lige irriterende, når man er politiker.

Man kan skære den store beslutning op i en lang række små og derfor uoverskuelige delbeslut­ninger. Som man derpå får politikerne til at nikke til – en ad gangen.

Eller man kan undlade at informere fuldt ud om de omkostninger og risici, der er forbundet med beslutningen.

Sådan undergraves demokratiet dagligt på for eksempel undervisningsområdet. Der slet ikke tager sig ud, som flertallet ønsker. Dette er en tilstand, der virkelig burde sættes en stopper for.