Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold. Vis mere

KOMMENTAR

Lørdag eftermiddag når vi et lavpunkt i nyere håndboldhistorie. Danske Nikolaj Jacobsen kommer som den første træner til at sende sit andethold på banen til en ultra vigtig Champions League-kamp, når Rhein-Neckar Löwen på udebane møder polske Vive Kielce i ottendedelsfinalen.

Nikolaj Jacobsen kommer dog ikke selv til at overvære det, der efter al sandsynlighed bliver en massakre med de tyske mestre i rollen som den sagesløse part.

For når opgøret fløjtes i gang i Polen, vil Jacobsen og alle Rhein-Neckars stjerner sidde i Kiel og lade op til Bundesliga-topkamp mod Niklas Landin & co.

Kampen i Kiel fløjtes i gang 40 minutter efter slutfløjt i Kielce, og med 978 km mellem de to byer giver det sig selv, at det er umuligt at spille begge kampe for Rhein-Neckar Löwen. Men selvom det rent praktisk kunne lade sig gøre at nå på én og samme dag, ville det selvfølgelig være aldeles uholdbart og uden gang på jord i en professionel sportsverden.

Tilbage står Nikolaj Jacobsen i en fuldstændig urimelig situation, hvor han har været nødt til at vælge, om han vil gå efter at vinde Bundesligaen, hvor løverne topper tabellen, eller Champions League-trofæet.

Det er svært at finde ord for, hvor dumt det er. Det siger ikke så lidt, for som en journalist, der har dækket håndbolden i ni år, har jeg efterhånden ret stor træning i at beskrive dårligdomme og inkompetence på det politiske niveau.

Men denne gang har det selv for den til tider selvdestruktive håndboldsport nået et niveau, hvor man ikke tror sine egne øjne.

Årsagerne til Nikolaj Jacobsens mareridt er mange, men når alt kommer til alt, handler det om en ufleksibel tysk TV-aftale og mest af alt en intensiveret krig mellem arrangørerne af den tyske Bundesliga og EHF, det europæiske håndboldforbund.

Ingen af parterne virker interesseret i en våbenhvile, og da Rhein-Neckar Löwen så samtidig har valgt at sige ’nok er nok’ og har afvist at bytte hjemmebanefordelen væk i returopgøret, som EHF ellers har foreslået, så er vi endt i dette morads. Og det er ingen tjent med.

Det virker desværre som om, at de realiteter endnu ikke har ramt EHF. De udmeldinger, der er kommet fra det europæiske håndboldforbund, giver mig indtrykket af, at EHF føler, de har sejret i denne strid, fordi de ikke har givet sig trods tyske trusler - men forbundet har ikke opnået andet end at tildele sit prima klubprodukt alvorlige ridser i lakken.

Hvis jeg var Champions League-sponsor, som eksempelvis danske Velux, og havde investeret millioner for at blive forbundet med den mest fornemme klubturnering i verden, ville jeg være ved at eksplodere af frustrationer over, hvor amatøragtigt det nu kommer til at tage sig ud, når det ene hold stiller med sit andethold i en ottendedelsfinale.

Det rimer ikke på eksklusivitet, kvalitet eller øverste hylde.

Det gjorde det heller ikke i november, da selvsamme Rhein-Neckar Löwen spillede to kampe på 24 timer; først lørdag aften i Bundesligaen og så dagen efter i Barcelona. I øvrigt en løsningsmodel, som Löwen også har tilbudt EHF i denne ombæring, men som håndboldforbundet af ukendte årsager har afvist. Men denne gang er det alligevel langt mere grelt, fordi det simpelthen ender med, at man sender en flok amatører af sted til en knockoutkamp i Champions League.

Håndboldens troværdighed og status kan ikke undgå at lide skade af dette, og det er et grimt eksempel på, at for mange håndboldpolitikere tænker mere på at mele egen kage i stedet for at tænke i et større perspektiv.

Den slags er desværre ikke noget nyt – men denne gang er dilettantforestillingen alligevel ekstra grim at se på.