Foto: Nils Meilvang

Jeg er racist.

For det første: Fordi jeg spørger mine sorte veninder, om jeg må røre deres fletninger - og det imens jeg lytter til Solange og synger med på »don't touch my hair« - ja, jeg gør det endda, selvom jeg kan være nok så irriteret over, at andre vil røre mit barberede hoved - for sådan noget er jo rart at røre ved.

Der ligger en underbevidsthed bag de tanker og de spørgsmål, en underbevidsthed der helt automatisk kommer til udtryk - altså; du er et fremmedgjort eksotisk objekt, der med dine fletninger skal studeres og røres ved, som havde jeg aldrig oplevet noget lignende.

En ged i en klappe-zoo, om du vil.

Morten Egede BYLINE

For det andet: Fordi jeg slår over i engelsk, når jeg ser en mørk person og skal interagere med denne. Ikke fordi jeg som sådan tænker, at de ikke kan dansk, men nok faktisk mest fordi jeg ikke tænker overhovedet - altså på andre end mig selv.

Således kan du opleve mig akavet udbryde »nåeeh hov, ej, det er altså ikke fordi, jeg tror du ikke kan dansk« i en smålig lille løgn, selvom vi begge godt ved, at det ikke var sandheden, og imens jeg klumrer mig igennem en søforklaring om, at jeg altså arbejder med en masse udlændinge og derfor har vaner for det engelske sprog, og hids dig op og kom herned - alt sammen for at undgå erkendelsen af, at jeg altså antog, at du ikke kunne dansk - fordi du ikke er hvid.

Du ved - det der med at fortælle andre, at de ikke hører til, bare fordi de ikke ligner mig selv, selvom jeg selv er af grønlandsk afstamning og da i så fald hører lige så lidt til.

BT-DSB-INTERCITY-ÅRHUS

For det tredje: Fordi jeg kalder beige tuscher hudfarve og overhovedet har programmeret i min hjerne, at der eksisterer noget, der hedder 'en hudfarvet tusch'. Den er beige. Grisefarvet. Alle mulige fine navne. Men alligevel er det 'hudfarve', der kommer ud af min mund.

Noget med at jeg igen siger til andre, at de ikke hører til, at min farve er den rigtige farve og det, der var værre.

Alle disse ting gør mig til racist, ligesom jeg ikke kan nægte, at jeg i min opvækst har nydt godt af white people-privilegierne, der har placeret mig på en fiktiv trone af ufølsomhed og fordømmelse, en trone der har skærmet mig fra andres umiddelbare omkostninger ved min egen, alt for lette, jagt på succes.

Det er en hård erkendelse at komme med, og det er hårde ord at putte på sig selv. Især når jeg startede mit liv i samfundet i en skolegård, hvor de andre nysgerrigt spurgte mig, hvor i Asien jeg var fra, og om jeg var adopteret.

Det er hårdt at erkende, at du har nydt gavn af en struktur, og endnu hårdere er det at erkende, at du stadig bidrager til den - det er hårdt, fordi du i den erkendelse bliver tvunget til at indse, at du lever i et samfund, der så gennemsyret undertrykker andre, at selv det mest uskyldige barn har det så voldsomt indoktrineret i sin hjerne, at de ser hudfarver og ikke tuscher og fremmede mennesker, de ikke kan kommunikere med, frem for fremmede mennesker der naturligvis kan dansk.

224562886.jpg

Det er den verden, vi lever i, og det er den verden, vi er produkter af - en racistisk verden.

Hvis ikke den skulle skabe racister, hvilken verden skulle så?

Vi er altså rigtigt mange, der er racister per default, os hvide mennesker. Det er stort set umuligt ikke at være. Og den erkendelse må du komme til, før du for alvor kan være allieret, og før du for alvor kan sige, at du ikke er racist.

For det kan du sagtens være; også selvom du ikke umiddelbart opfører dig racistisk og konfrontatorisk over for andre.

Dit valg er, om du vil kigge under dig, om du vil anerkende de racistiske strukturer, du sidder på, og om du vil gøre alt i din magt for at smadre dem.

Og dette burde være det vigtigste, altid.

At smadre de strukturer.

Ikke om andre kalder dig racist.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook