Foto: Michelle Hviid

Smalltalk er fundamentet for bigtalk.
Jeg forestiller mig, at alle store samtaler begynder i det små.
Forestil dig en præsident i en svær forhandling, som allerede på vej ned af flytrappen siger: ’Jeg ønsker en bedre samhandelsaftale’.
Det kan man så faktisk godt forestille sig. Fordi en nusiddende præsident er komplet uden for empatisk rækkevidde og ikke kan stave til ordet ’behovsudsættelse’, noget vi andre normalt lærer, mens vi bruger str. 25 i sko.

Lad mig komme med et andet eksempel: Forestil dig, at Obama, da han var præsident, indledte en svær forhandling med at sige, allerede på vej ned af flytrappen: ’Jeg ønsker en bedre samhandelsaftale’.
Det ville være lidt sært, ikk’?
Det er lettere at forestille sig, at han først ville tale om vejret og flyveturen. Bevæge sig fra smalltalk til bigtalk.
Fundamentet for vigtige samtaler er oprigtig og nærværende interesse for hinanden – i nuet.

MichelleHviid


Nyt billede:
Jeg var engang i Moskva med min eks-mand. Det er 15 år siden. Dengang var Rusland ikke ligefrem et normalt mål for turister.
Det var virkelig en anerledes ferie. Vi talte meget om kulturforskelle, og den rå kuldes konsekvenser (det var minus 15 grader). Vi talte om historikken og rødebedesuppe og vores chauffør, der manglede et par fingre.
Vi fik eftermiddagste. Det vildeste ritual. Hvor teen blev brygget og serveret på en samovar med småkager en masse. Vi fik fortalt teens historie, og jeg var fascineret af det hele.
Da vi skulle hjem, købte jeg ind, så jeg kunne lave samme ritual for mine nærmeste. Jeg købte russisk te, russiske (for mig særprægede ) småkager. Da vi kom hjem, holdt jeg en russisk aften, hvor vi fortalte om vores oplevelser, drak te og så billeder – sammen.

I efterårsferien var jeg i New York.
Vi fandt hurtigt ud af, at der var wifi hos Starbucks og allerede i subway’en uploadede vi de smukkeste billeder: Af Brooklyn Bridge, Metropolitan, hvor vi var inde og se opera, og af sjove, skæve personligheder, vi mødte, f.eks. en vild tandløs duemand i en park ligesom der var billeder af en gigantisk yummi doughnut med Manhatten skyline i baggrunden.

Jeg var i byen en uge og har lige talt, at jeg ihvertfald uploadede 50 billeder.
Det var 50 afbræk fra nuet. Cirka otte gange om dagen, hvor jeg var fraværende i New York, mens jeg i virkeligheden tænkte mest på alt dét, jeg skulle vise dem derhjemme.
Der er skrevet stolpe op og facebookopdateringer ned om SoMe fælden. Det skal denne klumme ikke handle om. Den handler derimod om, hvordan sociale medier smadrer al unødvendig, men vigtig kommunikation.

MichelleHviid

Sidste weekend holdt jeg Mortens aften for min familie. Den gik mildest talt i kludder og Woody Allen kunne ikke have iscenesat en mere håbløs familiemiddag. Jeg må tage skylden på mig. Undskyld.
(Måske var jeg farvet af, at jeg tidligere på dagen havde modtaget jordens mest afstumpede sms, der lød: ’Jeg har jo lovet dig at være ærlig. Er kommet til at knalde en anden i søndags? Bare så du ved det’ efterfulgt af en Happy Smily. Sms’en kom fra ham, jeg havde foræret mit hjerte. Kan I huske ham, der glemte min fødselsdag? Tænk at jeg gav ham en chance til?! For han glemte vist helt, at jeg er et menneske. Men det er en helt anden historie.)
Nå, men på et tidspunkt spørger jeg frustreret, hvorfor ingen spørger til min tur til New York? Og fatter først da – mange dage senere – at de jo allesammen havde været med på rejsen.
De havde set billederne, havde læst mine maleriske beskrivelser af duemanden og Grand Central Station.

Alt sammen – både ferien og afslutningen af forholdet – var klaret effektivt og helt uden øjenkontakt.
Så effektive er vi, at det faktisk ikke er nødvendigt at tale sammen mere.
I ingen af situationerne, blev der indledt med lidt blød smalltalk, der kunne åbne muligheden for en vigtig og nødvendig bigtalk.
Vi kommunikerer så effektivt, at mit hjerte slet ikke kan holde til hastigheden.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook