Mark Twain sagde engang: »Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, de fleste blev aldrig til noget.« Siden jeg hørte det citat, har jeg bevidst levet efter det modsatte. Det har jeg velsagtens gjort det meste af mit liv – ubevidst altså. Men siden mit møde med Mark Twain, er jeg blevet bevidst om at leve efter devisen:

»Der er ikke meget, der bekymrer mig. Men ind i mellem sker der noget uforudset.« Og dét tackler jeg så – efter bedste beskaffenhed.

Det betyder ikke, at det altid er godt nok. Det var bare det bedste, jeg formåede på det tidspunkt. Devisen er, at ’livet skal leves forlæns og forstås baglæns’, som en anden klog mand engang har sagt.

Men min livsfilosofi kan pisse mine omgivelser gevaldigt af. Det er som om, jeg ikke må bevæge mig forholdvis sorgløst gennem en krise. For dem, der ligger søvnløse om natten, har en grotesk logik om, at jeg også bør ligge søvnløs. At jeg bør fokusere mere på alt dét, der kan gå galt. Men det gider jeg ikke. For den adfærd har vist sig at være voldsomt begrænsende for mit liv, mine drømme, min hverdag, mit virke, min færden og min personlighed.

Jeg har lært mine børn, at hvis noget nager dem, kan de halvere knuden i maven ved at dele tankerne med en anden. Det virker. Til gengæld tror jeg ikke, at det virker, når en søvnløs bliver frustreret over, at en anden tillader sig at sove om natten.

Det plejer i hvert fald at prelle af på mig, når pessimisterne forsøger at male en sortere virkelighed for mig. Hvis jeg har gjort, hvad jeg kunne, kan jeg alligevel ikke gøre mere. Og så kan jeg ligeså godt sove og få energi til mere handling, når jeg vågner frisk om morgenen, lyder min logik.

Men i sidste uge afprøvede jeg bekymringsmodellen. Og jeg kan ligeså godt sige, at den ikke bliver model for min fremtidige måde at tackle problemer på. For den er decideret ubegavet. Det begyndte med, at jeg fik et galdestensanfald og skulle have fjernet galdeblæren forholdsvis akut. Jeg har tidligere fået fjernet en tumor i hovedet og også min blindtarm, så jeg har prøvet at være under kniven før. Men operationen i hovedet tog i sin tid mit hverdagsliv fra mig i en lang periode og havde voldsomme konsekvenser for mit liv. Så da jeg igen lå under lampen – på operationslejet og skulle gøres klar til narkose – fik jeg en slags angstanfald. Bare for en sikkerheds skyld.

Alle mulige scenarier besatte min hjerne. Jeg blev bange for at dø. Bange for hvad der skulle ske med mine børn. Bange for min førlighed. For at få en styrtblødning eller blive invaderet af bakterier. Hold kæft hvor havde jeg det dårligt. Elendigt. Jeg var faktisk skrækslagen. Måske var det de værste minutter i mit liv, indtil jeg fik narkosen og slap fri fra mig selv. Og ét sekund senere vågnede jeg efter en vellykket operation.

Hvad fik jeg så ud af det – al bekymringen? Jeg lærte, at den ulv, man fodrer, vokser ...

Så nu går jeg tilbage til min noget klogere og meget bevidste ’Det går nok’-, ’Jeg gør det så godt jeg kan’-, ’Livet sker’-strategi. Det lyder som alle de citater, de fleste hovedløst deler på de sociale medier. Men det er den strategi, jeg insisterer på, er min virkelighed.

Kald mig naiv.

Kald mig uansvarlig.

Kald mig hvad I vil.

Jeg er helt bevidst om mit valg.

Det vilde ved livet er, at man kan dø af det. Derfor gælder det om at elske, smage, se, elske, opleve, kysse, elske. Hele livet. Når andre tænker: ’Hvordan tør hun?’, tænker jeg det samme: ’Hvordan tør I andet?’.