KOMMENTAR
Som sportsdirektør i en Superligaklub følger der et stort pres for at levere de ønskede resultater, og det har jeg intet problem med. Sådan er det at være nøgleperson i Superligaen, og når så resultaterne er så ringe, som de har været for os i Randers FC i denne sæson, så øges trykket. Naturligvis.
Da vi tabte 0-2 i Helsingør, kunne selv en døv høre den hårde berettigede kritik, og en blind se, at vi er i alvorlig krise. Endnu et nederlag, landskampspause - det er regnskabets time.
Medierne og journalisterne er, bør og skal være en del af fodboldverdenen. Journalisterne skal videreformidle oplysningerne fra klubberne, skrive om kampene og retteligt også være der til at stille kritiske spørgsmål til en sportsdirektørs dispositioner. Det er helt fair.
Men kæden springer helt sikkert af for mig, når døden bare skal have en årsag, næsten for enhver pris. Det synes jeg har været tilfældet med enkelte historier i løbet af sidste uge, som har handlet om min (manglende) tilstedeværelse i Randers FC og særligt på træningsbanen. Det er blevet problematiseret, at jeg ikke har været til hver eneste træning i den seneste tid. At sportsdirektøren ikke passer sit arbejde i en svær periode.
For det første tror jeg ikke, at spillerne rykker sig specielt meget af at have mig stående på sidelinjen - det er sådanne opgaver, som klubben først og fremmest har en trænerstab og scout ansat til. For det andet og lige så vigtigt synes jeg, at balancen i den kritiske mediedækning forsvinder, og det er ikke godt.
Som direktør skal jeg jo forholde mig til de historier over for alle, der følger Randers FC. For er det rigtigt, at jeg ikke har passet mit arbejde? Det er jo først og fremmest bestyrelsen i Randers FC, der skal vurdere dette, og nuancen er bare, at en sportsdirektør også har andre opgaver end at overvære en træning. De nuancer går let tabt, hvis journalisterne - offentlighedens meningsdannere - sætter en forkert præmis i artikler, tweets og ad andre kanaler.
En ting er det naturlige pres, som jeg og andre jo mærker i dagligdagen, når det ikke går godt på banen. Selvfølgelig er det ikke sjovt, men jeg har vitterligt ikke noget problem med, at man kritiserer mig for transferpolitikken, at spillet på banen kommer under lup, og at vi bliver vurderet hele tiden. Dummere er vi jo ikke, når vi ligger sidst i tabellen.
Min pointe er blot, at der følger et ansvar med den magt, som medierne har, og det gælder især i en tid, hvor artiklerne trykkes hurtigt, og tingene går stærkt. Lige så vel som vi i klubberne på et sagligt grundlag hjertens gerne tager imod kritik, så gælder det samme den anden vej i forhold til medierne.
Heldigvis for Randers FC er det nok nemmere at vinde kampe i Superligaen end den kamp, jeg har forsøgt at skitsere ovenfor.
