De er gået ind og ud af døre i snart fem måneder. Vi er efterhånden på fornavne med Anders, Dennis, Grethe, Michael, Sophie, Flemming og alle de andre. Forhandlerne er trods ufattelig meget tid i skrivende stund endnu ikke nået frem til et overenskomstresultat og derfor ved ethvert barn nu, hvad lockout og strejke kan betyde.

De samme børn er helt på det rene med, at de voksne ikke kan blive enige om, hvem der skal betale frokostpausen, om lønnen skal stige med 7,9 eller 8,2 procent, og at det væsentligste samfundsspørgsmål i Danmark er, om lærernes arbejdstid skal måles over et helt år eller hver tredje måned.

Hvad der slet ikke har været fokus på, siden de begyndte at forhandle, er vilkårene for de folk, der skal betale regningen for de mange krav. Det er de selvstændige og de private virksomheder, der skal betale gildet. Der er ikke andre, men i Danmark har det ikke nogens opmærksomhed. Danmark er et land med især små og mellemstore virksomheder drevet af iværksættere og ejere, der ikke kan lade være. Vi er afhængige af, at der er nogen, der vil starte egen virksomhed. I ly af forhandlingerne i “forligsen” kom der et bekymrende tal i torsdags.

Andelen af selvstændige udgør 7,5 procent af landets befolkning, hvilket er halvdelen af gennemsnittet i de øvrige europæiske lande. Det tal har ikke skabt store overskrifter eller store politiske taler. Danmark er lønmodtagerland, og vi kan tale i timevis om rettigheder til det ene og andet.

Vi burde fokusere vores opmærksomhed på de vilkår, vi byder de mennesker, der ønsker at lave deres egen virksomhed og dermed skabe arbejdspladser. Der findes undersøgelser, som viser, at Danmark er et land, hvor det er forholdsvis let at etablere sig. Men man skal ikke tale længe med nystartede virksomhedsejere før det vælter ud af dem med de mange bureaukratiske krav, der står i vejen eller som plager deres dagligdag.

De fleste selvstændige i Danmark begynder som et enkeltmandsfirma. Man er sig selv og forsøger at få virksomheden til først og fremmest at blive indtægtsgivende. Det betyder ikke, at man selv får løn den første lange periode. Det er der andre, der gør. Det er i realiteten umuligt at komme i gang uden at have en revisor ved sin side. Der forsvinder de første penge, når momsregnskabet er lagt.

I det øjeblik virksomheden får en smule succes og kan ansætte en medarbejder i hel eller halv tid følger utallige bureaukratiske krav fra det offentlige - formuleret i indviklede og lange breve.

Her følger blot et enkelt uddrag fra instansen “Samlet Betaling”: “Vi sender en samlet opkrævning af bidrag til AUB, AES, Barsel,dk, finansieringsbidrag samt AFU. VEU bidraget bliver ikke udbetalt men trukket fra AUB bidraget”.

Hvabehar?

De fleste nye selvstændige finder sig stiltiende, men rasende i de mængder af bidrag, de automatisk bliver tvunget til at betale. Alle virksomheder - om det så er en enkelt studentermedhjælp, der er ansat - skal bidrage til praktikpladsordningen, AUB, men har man ikke mulighed for at tage en elev, kan man (naturligvis) betale sig fra det. En virksomhed med otte ansatte betaler for eksempel 2850,66 kroner. Der kom ikke en elevplads ud af det, men virksomheden fik en regning. Sådanne regninger tikker hele tiden ind hos de nystartede: Finansieringsbidrag til udstationerede, AFU, Afgift til arbejdsskadede, AES og til barselsfonden.

Når de afgifter er betalt, henvender Arbejdstilsynet sig og beder om en arbejdspladsvurdering, APV. Imens kæmper den nystartede med at få virksomheden til at skabe en omsætning, der kan forsørge familien. Erhvervsaffaldsgebyr er en ekstra renovationsafgift for virksomheder. Den kommer automatisk, også selvom den nystartede arbejder ud fra hjemmet. Man kan slippe for den, men man skal naturligvis søge om det. Hvilket spild!

Dette er nogle af de hindringer, der venter iværksættere og nye virksomheder, og INGEN taler om det. Vi skal lade de nystartede virksomheder være og give dem plads i en periode - uden de ufattelige bureaukratiske krav. Iværksætterne skal bruge tid på at skabe virksomheder, der tjener penge og laver arbejdspladser.

De offentligt ansatte skal naturligvis have ordnede forhold, som de har forhandlet om siden december 2017, men vi har mistet proportioner og indsigt i vores fælles fødekæde, hvis vi ikke meget hurtigt retter søgelyset mod de selvstændiges vilkår. Andelen af selvstændige i Danmark kan sagtens falde yderligere, og så vil det først blive svært at opfylde de offentligt ansattes ønsker.