Forestil dig følgende. Du er en mand, 21 år gammel og fra Vestafrika. Du klarede turen gennem Sahara på ladet af en pickup truck. Du overlevede turen over middelhavet i en gummibåd. Du arbejdede dig hele vejen op gennem Europa. Du er nu kommet til Danmark. Du søger om asyl. Og så får du afslag hos Udlændingestyrelsen.

Hvad gør du så? Pakker tasken og rejser hjem til familien? Mit gæt er, at det gør du ikke. Det er der nemlig ikke nogen andre, der gør.

Her er, hvad der mere realistisk kommer til at ske. Du tænker: Godt, at jeg har en chance mere. Du har nemlig krav på også at få din sag prøvet i Flygtningenævnet. Der går et halvt år mere. Din sag kommer for Flygtningenævnet. Og du får afslag. Igen. Det kunne én med indblik i reglerne godt have fortalt dig på forhånd. Stort set alle fra migrantlandene får afslag. De sidder og venter i systemet i mange måneder. Men de får ikke asyl i Danmark.

Herfra bliver det sværere at gætte, hvad der sker. For hele vores lovgivning bygger på en forventning om, at du naturligvis respekterer de danske myndigheders afgørelse og frivilligt rejser ud af landet. Sådan er virkeligheden bare ikke.

For den unge mand, som har satset alt i håbet om en bedre fremtid i Europa, er det ikke ligefrem lykken at vende tomhændet hjem til familien. Familien har måske brugt, hvad der svarer til en årsløn på at betale menneskesmuglerne. Det er en fiasko, der er til at tage og føle på.

For de danske myndigheder er det ofte umuligt at tvangsudsende ham. Hvorfor? Fordi hans hjemland typisk ikke vil tage imod ham. Der er i forvejen masser af arbejdsløse unge mænd i de vestafrikansk storbyer. Og landets økonomi er langt mere afhængig af de penge, som migranter i Europa sender hjem via Forex eller Western Union end de penge, de nogensinde kan drømme om at modtage i udviklingsbistand.

Ud af de 1.600 afslag, der blev givet sidste år, er kun 250 blevet udsendt, og kun 56 rejste selv. Politiet har lige nu efterlyst omkring 2.000 afviste asylansøgere. Tallene taler for sig selv: Vi har et kæmpe problem med at få afviste asylansøgere til at rejse hjem igen.

Derfor foreslår vi i Socialdemokratiet at prøve noget nyt. Nemlig at tilbyde de asylansøgere, som vælger at rejse frivilligt hjem efter det første afslag, økonomisk støtte til at genetablere sig i hjemlandet.

Får man som asylansøger afslag på asyl hos Udlændingestyrelsen, bliver ens sag i dag automatisk anket til Flygtningenævnet. Det sker, uanset om man som asylansøger reelt har nogen udsigt til at få ændret afgørelsen i Flygtningenævnet. Det er denne automatik, som vi vil erstatte med et aktivt valg.

For nogle kan skammen ved at vende hjem med tomme lommer være ret stor. Men hvis de får mulighed for lige at blive løbet i gang, er det vores vurdering, at det ville kunne få nogen - ikke alle - til at tage imod sådan et tilbud.

Hvis det kan medvirke til, at flere hurtigere bliver sendt hjem, er det godt for alle parter - særligt det danske samfund. Vi bruger i dag mere end 200.000 kroner om året på at have en person boende i asylcentersystemet. Det kan man købe en del hjemmehjælpstimer for. Eller hjælpe børnefamilier i flygtningelejre. Læg dertil, at de praktiske, økonomiske og logistiske vanskeligheder, som er forbundet med at tvangshjemsende af afviste asylansøgere, er nærmest uoverskuelige.

Og for den afviste asylansøger, som reelt ikke har udsigt til at få ændret sin afgørelse, er det trods alt bedre at komme hurtigt hjem og i gang med det nye liv frem for at sidde flere måneder og vente på endnu et afslag.

Risikerer vi ikke, at udsigten til en bonus bare vil tiltrække flere migranter, vil nogen måske spørge? Nej, vi forestiller os ikke, at beløbet skal være større end, hvad turen herop koster hos menneskesmuglerne. Og det skal kun tilbydes i perioder. Det er trods alt de færreste, der risikerer livet for en økonomi, der i bedste fald går i nul.

Løser vores forslag alle problemerne? Nej, langt fra. Men det vil sandsynligvis få flere afviste asylansøgere til at rejse hurtigere hjem. Det er grund nok til at gøre forsøget.