Sakhirs Grand Prix blev endnu et skridt i Haas' langvarige nedtur. Kevin Magnussen blev nummer 15, mens Pietro Fittipaldi blev nummer 17 og sidst blandt de biler, der kom i mål.
Det bliver mere og mere tydeligt, at Haas nu ligger der, hvor de hele tiden har hørt til – bagest i feltet. Og at Kevin Magnussens fire år med teamet i høj grad har været præget af falske forhåbninger.
2020-sæsonen har understreget, at Haas er et bundhold, og de enkelte opture, der har været i løbet af teamets fem år i Formel 1, har været 'blip på radaren' og ikke udtryk for stabil styrke.
Det startede ellers så godt i 2016. Romain Grosjean scorede sensationelle sjette- og femtepladser i teamets to første løb, men resten af året faldt teamet ned gennem feltet, og man sluttede på en samlet ottendeplads.
De første løb var imponerende, men det er ikke noget særsyn, at nye team klarer sig godt i sin debutsæson. Det hænger sammen med den tid, det tager at udvikle en Formel 1-bil. Etablerede team skal udvikle næste års model, samtidig med at man gennemfører den aktuelle sæson. Nye team kan sætte alle ressourcer ind på deres første bil og kommer derfor ofte godt fra start.
2017 resulterede i en ny ottendeplads, men med betydelig flere point. Det skyldtes først og fremmest, at Kevin Magnussen afløste Esteban Gutierrez som Grosjeans teamkammerat. Mens Gutierrez ikke scorede et eneste point i 2016, satte Magnussen 19 point ind på Haas-kontoen i 2017.
2018 blev den sæson, der skabte de falske forhåbninger om, at Haas hørte til i midterfeltet. Teamet sluttede på den samlede femteplads i konstruktør-VM, og undervejs var man faktisk i clinch med Renault om fjerdepladsen.
Men 2018-sæsonen var – desværre – ikke udtryk for, at Haas havde etableret sig i midterfeltet.
Femtepladsen i 2018 skyldtes fire ting. For det første skiftede det nuværende Racing Point-team ejere i løbet af sæsonen, og det kostede dem de point, der i foråret var kørt ind under de tidligere Force India-ejere. Hvis Racing Point havde fået lov at tælle alle de point med, de reelt scorede i 2018, var de sluttet foran Haas.
For det andet underpræsterede McLaren voldsomt.
For det tredje var Haas' 2018-model VF18 en af de 'one hit wonders', der med jævne mellemrum uventet kommer på banen fra team, som eller ikke er konkurrencedygtige. Som den C20-model, der i 2001 sendte Sauber (i dag Alfa Romeo) op på fjerdepladsen i VM, eller den BGP-01, der sikrede Brawn-teamet VM 2009.
For det fjerde var Kevin Magnussen i storform og leverede en række af sine bedste Formel 1-præstationer.
Så kom 2019 og 2020, der understregede, at Haas hører til i bunden.
Det betyder ikke, at det er et dårligt team – Guenther Steiner og hans folk har som regel fået det bedste ud af deres begrænsede ressourcer.
Men mirakelsæsonen 2018 gav Magnussen, Steiner, danske Formel 1-fans og mange andre falske forhåbninger: I verdens dyreste sport hører feltets mindste team til i bunden.
Og næste år bliver kun endnu værre: Med Kevin Magnussen mister Haas et af deres allerstørste aktiver.
