Debatindlæg. Europa er blevet ramt af endnu et grufuldt terrorangreb. Torsdag aften blev mennesker mejet ned på den populære gågade La Rambla i Barcelone, og mindst 13 mistede livet, mens et bombeangreb blev forhindret i byen Cambrils. Terrororganisationen Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebene. En dybt tragisk situation, hvor mange folk lynhurtigt skal vise deres sympati. Først sætter man det ramte lands flag op på sin Facebookprofil for derefter at skrive, ’vi skal stå sammen for at komme terroren til livs.’

Det har vi efterhånden fået tudet ørerne fulde masser af gange, men jeg kan stadigvæk ikke se, hvad det har hjulpet. Det er aldeles forbudt at tale om forbindelsen mellem terror og den masseindvandring, som vi har gennemgået de seneste år. Når debattører skriver på de sociale medier, at det var en islamist, så er venstrefløjen klar med det samme til at skyde det ned, for det har vi ikke fået afklaret endnu. Nu har Islamisk Stat som så mange gange før taget skylden for angrebet, men det har stadigvæk ikke noget med islam eller masseindvandringen at gøre. Det kan alle jo se, lyder det.

Folk er trætte af at høre på de tomme floksler hver gang, at der kommer terrorangreb. Hvorfor ikke blot erkende realiteterne, som de er? Vi har et problem med islamistisk terror, og ja, det er et større problem end andre former for terror. Vil man afvise alle lighedstegn mellem de stigende terrorangreb i Europa de senere år med islam og masseindvandringen, så kan vi aldrig tage fat på problemet og løse det.

Problemet udgøres ikke kun af muslimer. Senest kunne vi i USA, se hvordan nogle voldsomme højreekstremister også stod bag voldsomme angreb, der førte til civile tab. Jeg vil gerne bekæmpe både den islamistiske og højreekstremistiske terror, for begge er dele er lige nytteløse og sindssyge.

Det er nødvendigt, at vi løser problemerne og erkender, det hele ikke blot kan løses ved bedre integration, som vi har hørt før. Regeringen har med en hård kurs fået indvandrer- og asyltallene ned, men indtil vi har styr på integrationen, så er det nødvendigt, at kursen fortsættes, og vi gør endnu mere for at standse indvandringen. En ting er sikkert. Det nytter i hvert fald ikke noget at poste flag, og skrive, at vi skal stå sammen på de sociale medier. Det har vi prøvet, og det virker ikke. Nu må alle politikerne skride til handling og droppe flosklerne i stedet for, at det blot er et fåtal, som vil erkende realiteterne.