KLUMME: Luise Thye-Østergaard bor både med sin ægtemand Jesper og sin kærlighedsrelation Mads i samme hus.

Næsten halvdelen af gifte danskere indrømmer at have været i seng med en anden end den, de er gift med. Hvor mange af dem, der er stået frem og har indrømmet det over for ægtefællen, ved jeg ikke. Men mit gæt er fåtallet.

Er det ægte? Er det et ægteskab værdigt?

Jeg er gift og bor sammen med to mænd. Den ene mand er min ægtemand Jesper, med hvem jeg har to børn. Den anden mand er Mads, min kærlighedsrelation, der har en datter fra et tidligere forhold.

I fællesskab har vi valgt at påbegynde det, som vi kalder et kærlighedseksperiment.

Et eksperiment i proces, der i al sin enkelhed går ud på at skabe en storfamilie, hvor der er flere voksne til at løfte opgaverne i hjemmet, således at der samtidig bliver mere plads til at være dem, vi er, med vores forskellige behov.

I starten af 2017 lagde Jesper og jeg viesesringen samtidig med, at vi stoppede vores seksuelle relation. Jeg flyttede ud af soveværelset, og vi etablerede tre voksensoveværelser i huset. Samtidig blev der åbnet op for, at jeg kunne indlede en seksuel relation med Mads, og det stod Jesper frit for at finde en ny kvindelig kærlighedsrelation.

Mange har derfor stillet spørgsmålet: når vi nu i vores ægteskab begge ønsker at finde en anden primær partner seksuelt, hvorfor er det så, at vi bliver sammen i stedet for at gå hver til sit?

Det gør vi, fordi vi ønsker at blive sammen i vores ægteskab, fordi vores indbyrdes kærlighed rent faktisk er ægte, og den er ikke forsvundet. Fra vi mødtes tilbage i 2007, har der været indbyrdes enighed om, at vi kommer længst med den ærlige og kærlige sandhed – for det er ægte, og det kan vi stå inde for i vores ægteskab.

Og derfor har vi været ærlige over for hinanden om, at vi har forskellige seksuelle behov, den anden ikke vil dække.

Vi har et ægteskab, hvor vi står ved dem, vi er, med vores forskellige behov. Mine behov, der var af seksuel karakter, som Jesper ikke havde interesse i at udforske sammen med mig. Men som han sagde:

»Nu når dine behov er blevet bevidste, så er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi så løser det, for ellers øges risikoen for utroskab.«

Jeg ville gerne udforske tantra, yoga og meditation i den seksuelle verden, og det kunne Mads give mig, mens Jesper ikke havde lyst til det.

I min verden er ingen tjent med utroskab, fordi utroskab måske netop udspringer af ikke at have været tro mod sig selv og egne behov. Og for os er der ingen utroskab i vores kærlighedseksperiment, fordi vi er ærlige over for hinanden og respekterer hinandens grænser.

Det er netop udgangspunktet for, hvorfor vi vælger at stå frem og fortælle andre, at der er lige så mange muligheder for at løse udfordringerne i ægteskabet, som vi er mennesker.

Mennesker med hvert vores ståsted. Et ståsted – hvor vi ønsker at være tro mod os selv – lige så vel som tro mod den anden, fordi det er ægte kærlighed.

Skrevet af Luise Thye-Østergaard