Nej, jeg har ikke åbnet ”Lizettes gavebod.” Jeg spørger dig, fordi det handler om, hvordan du griber udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked an.

Bare rolig, kære venner, vi er på ingen måde ved at køre af sporet. Men hvis du ikke får den rette efteruddannelse, kan det blive en kæp i hjulet for dig på den lange bane. For én ting er sikkert – fremtiden haler ind på os. Og hvis vi ikke skal overhales inden om, er det tid til, at vi stopper op ... et kort øjeblik... og overvejer den bedste rute.

Derfor har vi nu givet efteruddannelsessystemet et ordentligt skub bagi sammen med regeringen og arbejdsgiverne, så du kan køre med fuld fart frem. Det er nemlig vigtigt, at dine kompetencer bliver toptunet, så du er sikret job – også i fremtiden.

Vi har afsat en pulje penge, du kan søge om, så det ikke koster dig en krone at skifte spor. For jeg ved det godt – et arbejdsliv er ikke altid bare lige ud af landevejen. Måske er du en af dem, hvis job ikke vil eksistere mere om nogle år. Måske føler du dig kørt over, fordi din krop er nedslidt af et langt arbejdsliv med fysisk hårdt arbejde. Uanset hvad behøver det ikke at betyde, at du skal trække i nødbremsen. Måske er det nok, at du bygger oven på den viden, du allerede har... muligvis bør du, kvit og frit, skifte spor og få et job, du kan holde til resten af dit arbejdsliv? Det får du mulighed for nu!

Vi har også aftalt, at du nu kan få styr på de basale færdigheder, mens du er på arbejde! For jeg ved godt, at der kan være nogle bump på vejen, hvis du har svært ved at læse og skrive. Eller hvis du har svært ved at regne og bruge IT. Måske har du aldrig rigtig lært det, eller er kompetencerne bare rustet med årene? Det betyder ikke, at din udvikling og læring skal gå i stå. Det betyder bare, at dine kundskaber skal smørres. Det kan de nu blive i arbejdstiden!

Og så har vi aftalt, at ALLE tilbud om efter- og videreuddannelse bliver samlet ét sted. Det betyder, at du fremover kan få hjælp til at finde det kursus, der passer til lige netop dig. Vi giver samtidig flere penge til erhvervsskolerne og AMU-centrene, så de kan afholde flere kurser af høj kvalitet. For nogle af jer har fortalt mig, at I er klar til at drøne derudaf med 180 km i timen. Og det er jo fantastisk! Men så går I i bakgear, når I bliver mødt at et kringlet system, hvor det kan være svært at finde vej til den helt rigtige efteruddannelse for jer. Eller også har I tilmeldt jer et kursus, der ender med at blive aflyst. Sådan skal det ikke være længere!

Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en aftale, så det fremover vil køre som smurt, når du skal på efteruddannelse. Det hjælper også på det, at chefen får dækket en større del af beløbet, når I er af sted og får tanket ny viden! Det betyder, at det nu bliver nemmere for din chef at sende dig og dine kolleger oftere på efteruddannelse.

Jeg har sagt det før: Vi bør ikke se på uddannelse som faldskærmen, der giver dig som LO-lønmodtager en blid landing i fremtiden. Uddannelse er den stærke motor, der skal holde dig godt kørende. Og nu har vi lavet en aftale, der sætter turbo på efteruddannelsessystemet, så vi kan få alle med mod fremtidens arbejde. Jeg håber, du vil med på uddannelsesvognen!