Er jeg intolerant?

I filmen American History X gør hovedpersonen noget, jeg ville ønske, jeg selv og andre turde gøre noget oftere. Derek Vinyard stiller spørgsmålstegn ved hele sit eksistensgrundlag. Er min sandhed, sandheden?

Det går op for ham, at alt, hvad han har lært om verden, har været løgn. Manipuleret af sin racistiske far har Derek, fra barns ben, lært at hade alle farvede mennesker. Med det verdenssyn i bagagen lå det i kortene, at Derek ville blive nazist, og der skulle ikke gå længe, før han røg i fængsel for at have skudt og dræbt en afroamerikansk mand. Det er i fængslet, at hans verden ændrer sig.

Derek får arbejde i vasketøjsafdelingen og er hver dag tvunget til at folde lagner med sin afroamerikanske medfange Lamant. I starten vil Derek ikke se ham i øjnene eller tale med ham, men som tiden går, åbner han sig op, og de bliver venner. Det går langsomt op for Derek, at han måske har taget fejl... hele livet. Dereks verdenssyn ændrer sig, og han går imod alt, hvad han har lært og troet på. Han tør at stille spørgsmålstegn ved den sandhed, der i hans verden har været indiskutabel.

Jeg er Derek
Jeg er ikke nazist. Tværtimod... Jeg er jøde. Men hele mit liv har jeg blindt stolet på den sandhed, jeg er blevet præsenteret for. Jeg har til hver en tid stået klar til at forsvare den. Jeg har inderligt troet på, at det var de andre, der tog fejl. Jeg har virkelig følt, at den sandhed definerede mig som menneske, og jeg har flere gange skullet lægge øre til den tilbagevendende debat som jeg, som prædiker om at være ih så åh så tolerant, har ladet prelle fuldstændig af på mig. 'Ja det er fint, at I er imod omskæring, men min søn skal omskæres. Færdig. Bum!"

Jeg er selv SÅ glad for, at min mor og far lod mig omskære, da jeg var 8 dage gammel. Jeg synes, det er virkelig pænt, jeg har fantastisk sex, jeg har fået virkelig mange komplimenter for min pik, det er langt mere hygiejnisk, og jeg føler, det er en kæmpe stor del af, hvem jeg er, og hvad jeg kommer fra - som jeg virkelig ønsker at give videre til min søn.

Hvis jeg en dag er så heldig at skulle være far til en dreng, er der ingen tvivl om, at han skal omskæres. Det er ikke engang til debat, hvis min kommende kæreste stiller spørgsmålstegn ved det.

Men hvad er det for en holdning at have? Er jeg overhovedet bedre end Derek, før han åbnede sine øjne for en anden sandhed? Er jeg alt det, jeg ikke vil være, når jeg blankt afviser en debat, fordi JEG VED, JEG HAR RET, OG SÅDAN ER DET! Er jeg intolerant? Ignorant? Stædig? Dum? Uvidende? Alt det jeg kæmper imod og bebrejder andre at være, ender jeg med selv at blive. Fandme nej. Det nægter jeg at være. Jeg har erkendt, at jeg er nødt til at åbne mig op for, at verden måske ser andeledes ud, end jeg har gået og troet indtil nu. Måske er tingene ikke så sort/hvide. Eller er de?

Kan man overhovedet retfærdiggøre at skære i et barn?

Selvom der er lavet undersøgelser, der kan påvise, at det rent sundhedsmæssigt er fordelagtigt at blive omskåret, er det stadig en krænkelse af barnets ret til at bestemme over egen krop. Der bliver skåret et stykke af barnet, der aldrig kommer igen. Af hvilke årsager? Kulturelle? Religiøse? Det siger vores religion, og derfor gør vi det.

Hvis der i biblen eller koranen står, at man skal lide døden ved utroskab (det ved jeg ikke om der står), så er vi nødt til at moderere reglerne og tilpasse dem det moderne samfund. Selvfølgelig slår vi ikke folk ihjel i Danmark for utroskab. Hvorfor er det så ikke til debat, når det gælder - for at holde mig i terminologien - lemlæstelse af drengebørn?

Alle mine argumenter for omskæring, og hvorfor jeg personligt er taknemmelig for at være blevet det, er intet værd for et barn. Hvad hvis han vokser op og ser det på en anden måde? Som en begrænsning. En krænkelse. Et egoistisk valg fra sin fars side… mig. Tænk, hvis min søn vil hade mig resten af livet, fordi jeg uden at spørge ham om lov, skar et stykke af ham af. Ville jeg kunne leve med det?

Alt peger jo i retningen af, at han selv skal have lov at vælge. Hvorfor er det så stadig så svært for mig at acceptere?

Fordi ting tager tid.

Jeg tror IKKE et forbud er løsningen. Vi skal i dialog og tillade os selv og hinanden at blive klogere i stedet for at lovgive og straffe os ud af det.

Jeg er begyndt at åbne ørene for argumenterne imod. Jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den sandhed, der i min verden, har været indiskutabel. Jeg lytter og spørg mig selv, om min sandhed er sandheden. Og jeg ønsker og håber, at du vil gøre det samme, når du næste gang blankt afviser en debat, fordi du er overbevist om, at DIN sandhed er sandheden.