KOMMENTAR AF LINE ERNLUND, TIDLIGERE BESTYRELSESMEDLEM AF DANSKE SPORTSJOURNALISTER.

Kære DBU og spillere: hvordan synes I selv, at det går?

SUK! Nu gik det lige så godt. Mit rød-hvide fodboldhjerte var for alvor begyndt at banke igen. Billetten til Danmark-Rumænien i næste måned var sikret, og min krop kunne mærke forventningens glæde til, at også kvindernes VM-kvalifikation skulle sparkes i gang.

For hvor var det bare fantastisk at sidde dér i Parken til kamp mod Polen for et par uger siden og juble i takt med, at bolden røg i kassen til 1-0, 2-0, 3-0 og søreme 4-0. Vi jublede aftenen og natten lang og glemte alt om at sejle op og ned ad åen. Overrumplede over den sprudlende spilleglæde, overraskede over, at vi igen var røde og hvide og danish dynamite.

Hen over sommeren med først kvindernes succes og dernæst mændenes var jeg endelig begyndt at føle mig ’som en del af noget større’, også selv om det slogan aldrig helt har givet mening i mit hoved. Timingen har i hvert fald ikke. Med de seneste års nederlag og skuffelser. Med mærkværdig behandling af dansk fodbolds store ikon Morten Olsen. Med konflikter med spillerne og så videre og så videre.

Og så bum. Konflikt igen. Aflysning af landskamp. Efterfulgt af sammenbrud. Hva’ så, DBU og spillere, tænker jeg. Hvordan synes I selv, det går?

Jeg kan godt huske, hvordan det var at være kvindelig fodboldspiller tilbage i 90’erne og 00’erne, da kun mor og far og til nød et par kærester gik med til kamp. Tvunget, som et beskedent og halvhjertet heppekor. Ingen gad betale for at se kvindebold. Seneste fredag var 8.000 fans forgæves klar. Til kamp. I Horsens. Med kvinderne.

8.000!

Og herrerne, de mandlige fodboldspillere, der efter konflikten i fjor fik landet en lukrativ aftale, bakker kvinderne op, siger de. Men kun som heppekor, tænker jeg, i mit stille sind. For hvis de kæmper i solidaritetens navn, hvorfor ændrer de så ikke bare på fordelingsprofilen – af pengene? Ja, undskyld. Bare en tanke fra en fan…

Fodbold er blevet penge, prestige og Excel-regneark. Et hjerte, et par støvler og en taktiktavle er ikke længere nok. Det har jeg forstået, og så alligevel ikke. For når de 90 minutter tæller, vil jeg have lov til at lade følelserne råde. Vide, at ’vores’ drenge og piger på banen kæmper med hjertet. At de er der, fordi de elsker det. Fordi deres hjerte banker rødt og hvidt. Præcist som mit. Præcist som alle de fans, der betaler adskillige hundrede kroner for at få adgang til drømmenes teater. Og præcist som de mandlige venner, der igen var klar til at smide cykeltights og droppe jagten på deres Garmin op ad Strandvejen. De var faktisk klar til i stedet at tage sønnike i den ene hånd, en fadøl i den anden, og trille ind til ’hele Danmarks hjemmebane’ på Øster Alle. For netop at være ’en del af noget større’.

Jeg troede lige, vi igen kunne sejle op og ned ad åen. Arm i arm. At vi kunne drømme os tilbage til storhed og fantastiske tider. At vi ville vinde. Bare fordi vi er os. Danmark.

Solidaritet, siger de. Men med hvem? Hvem er solidarisk med os fans?

Jeg er ærgerlig. Skuffet. Træt af det. På fodboldens vegne. Jeg ser ingen vindere – kun tabere. Så hey, spillere og DBU, hvordan synes I selv, det går?