Min søde mor er indlagt for tiden med hjerteproblemer. Og jeg takker for, at vi i Danmark har et hospitalsvæsen, der selvom det halter flere steder, er fuld af dedikerede mennesker, der gør, hvad de kan indenfor de rammer, de har.

Sygeplejersker, der løber sålerne tyndslidte for at passe alt for mange patienter f.eks. på de medicinske afdelinger, som næsten altid er belagt til bristepunktet. Læger, der trods travlhed og krav til alverdens afrapporteringer afser tid til at ringe til pårørende som mig, når vi selv har travlt og ikke kan være på hospitalet, mens lægerne er der.

Jeg har i min tid som journalist været med til at give sundhedsvæsenet mange hug. Og jo, der er bestemt plads til forbedringer. Strukturelle forbedringer. Som for eksempel på 1813, hvor jeg i påsken brugte over to timer i telefonen for at få hjælp til min mor. En time lørdag aften og en time søndag. Det er både frustrerende og utilfredsstillende. Især når 90 procent af alle opkald skal besvares inden for tre minutter ifølge Region Hovedstadens egne mål. Man bliver sgu lidt træt af at lytte til 1813-vignetten så længe!

Men da jeg endelig kom igennem var hjælpen kompetent og grundig. Både sygeplejersken og den læge, jeg fik i røret, tog sig god tid og lyttede og tog beslutning. Desværre deltager man bagefter i en knap så grundig tilfredshedsundersøgelse på SMS. Spørgsmålene var i retning af: Var du tilfreds med den hjælp, du fik af sundhedspersonalet? Det andet noget a la: Var du overordnet tilfreds med 1813?

Jeg svarede ja til begge og forventede at få lidt flere spørgsmål som f.eks. 'var du tilfreds med ventetiden', 'kunne du lide musikken, mens du ventede', eller 'har du forslag til forbedringer'. Men undersøgelsen sluttede der.

I november var jeg debatvært op til kommunalvalget på TV2 Lorry, og formanden for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen forsvarede dengang 1813 med brugerundersøgelsen, der viste, at brugerne var meget tilfredse. Ja, det tror pokker! For hvis der kun er to spørgsmål, så er den dybest set ubrugelig. Den er i hvertfald unuanceret. Jeg var tilfreds med de mennesker, jeg fik i røret, men langt fra med at vente i over to timer.

Hvem skal vi rette skytset mod? Ja, ikke mod dem vi 'møder' i telefonen eller på hospitalsgangene. De gør, hvad de kan - og mere til. De har endda menneskeligheden med, selvom jeg godt kunne forstå, hvis de i travlhedens helvede måtte lægge den til side. Hvor ligger lorten så?

Den må ligge hos de politikere, som sidder på deres kontorer langt væk fra 1813 og hospitalernes sengeafsnit. Og jeg undrer mig: Ved de, hvad der foregår udenfor kontorets fire vægge, der hvor læger og sygeplejersker løber spidsrod - ofte på nedslidte og overbelagte afdelinger med dårlig udluftning og syge mennesker stuvet sammen på afdelingerne. Jeg tvivler, for så ville det ikke være sådan.

Og når alt det er sagt, så takker jeg Sandra, Kristine, Emma, Ane Amalie, Pernille og alle de andre dygtige og søde mennesker, som holder min mor i hånden, når jeg selv ikke kan være der.

Besøg Line Baun Danielsens blog her.